§ Lov om letbane på Ring 3 · kapitel 8 af 10
Kapitel 3 – Transportministerens udtræden af Ring 3 Letbane I/S m.v.
LOV nr 165 af 26/02/2014
§ 13. Transportministeren udtræder af Ring 3 Letbane I/S, når letbanen på Ring 3 tages i brug til passagerdrift. I forbindelse med transportministerens udtræden af Ring 3 Letbane I/S overtager Region Hovedstaden og de 11 kommuner, jf. § 1, stk. 1, samtlige aktiver og passiver i interessentskabet og indtræder i samtlige interessentskabets rettigheder og pligter.
§ 14. Efter transportministerens udtræden af Ring 3 Letbane I/S ejer Region Hovedstaden 43 pct., og Lyngby-Taarbæk Kommune ejer 12,52 pct., Gladsaxe Kommune ejer 12,60 pct., Herlev Kommune ejer 6,71 pct., Rødovre Kommune ejer 2,01 pct., Glostrup Kommune ejer 7,18 pct., Albertslund Kommune ejer 3,23 pct., Brøndby Kommune ejer 4,18 pct., Høje-Taastrup Kommune ejer 0,88 pct., Hvidovre Kommune ejer 0,92 pct., Vallensbæk Kommune ejer 3,15 pct., og Ishøj Kommune ejer 3,62 pct. af Ring 3 Letbane I/S.
Stk. 2. Ejerfordelingen mellem de 11 kommuner, jf. stk. 1, kan ændres ved aftale, såfremt alle 11 kommuner er enige herom.
§ 15. Efter transportministerens udtræden af Ring 3 Letbane I/S ledes interessentskabet af en bestyrelse og en direktion. Bestyrelsen ansætter direktionen.
Stk. 2. Bestyrelsen fastsætter ved instruks, hvilke opgaver direktionen skal varetage, herunder at direktionen skal forelægge årsregnskab for bestyrelsen.
§ 16. Efter transportministerens udtræden af Ring 3 Letbane I/S består bestyrelsen af 6 medlemmer, hvoraf Region Hovedstaden udpeger 3 bestyrelsesmedlemmer, og de 11 kommuner, jf. § 1, stk. 1, i forening udpeger 3 bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2. De 11 kommuner, jf. § 1, stk. 1, udpeger i forening bestyrelsesformanden, og Region Hovedstaden udpeger næstformanden.
Stk. 3. Udpegning af formand og næstformand sker efter enig beslutning mellem Region Hovedstaden og de 11 kommuner, jf. § 1, stk. 1, blandt de af interessenterne udpegede bestyrelsesmedlemmer.
§ 17. Efter transportministerens udtræden af Ring 3 Letbane I/S fastsætter Region Hovedstaden og de 11 kommuner, jf. § 1, stk. 1, en vedtægt for Ring 3 Letbane I/S.
§ 18. Efter transportministerens udtræden af Ring 3 Letbane I/S skal Ring 3 Letbane I/S’ regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor, som udpeges af Region Hovedstaden og de 11 kommuner, jf. § 1, stk. 1, i forening.