§ Lov om dansk turisme · kapitel 7 af 12
Kapitel 1 – Det Nationale Turismeforum
LOV nr 1359 af 16/12/2014
Formål m.v.
§ 1. Erhvervs- og vækstministeren opretter Det Nationale Turismeforum.
§ 2. Det Nationale Turismeforum har til formål at styre og koordinere den offentlige turismefremmeindsats i Danmark.
§ 3. Til fremme af det formål, der er nævnt i § 2, varetager Det Nationale Turismeforum følgende opgaver:
-
Udarbejdelse af en national strategi for dansk turisme, som skal fastlægge de centrale prioriteter og mål for dansk turisme.
-
Indsamling af viden om turisme og igangsættelse og udarbejdelse af analyser, herunder en større årlig analyse af udviklingen i dansk turisme.
-
Udarbejdelse af en årlig rapport til erhvervs- og vækstministeren.
-
Koordinering af den offentlige turismefremmeindsats med udgangspunkt i den nationale strategi for dansk turisme.
Stk. 2. Det Nationale Turismeforum skal følge udmøntningen af den nationale strategi for dansk turisme.
Stk. 3. Det Nationale Turismeforum sekretariatsbetjenes af Erhvervs- og Vækstministeriet.
Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan henlægge varetagelsen af andre opgaver til Det Nationale Turismeforum.
Ledelsesmæssige forhold
§ 4. Det Nationale Turismeforum består af 1 formand og 7 andre medlemmer. Formanden og medlemmerne udpeges af erhvervs- og vækstministeren for en periode på 4 år. De pågældende kan genudpeges en gang.
Stk. 2. Det Nationale Turismeforum består ud over formanden af:
-
Bestyrelsesformanden i Visitdenmark.
-
2 medlemmer, hvoraf et er næstformand, som udpeges efter indstilling fra Danske Regioner.
-
1 medlem, som udpeges efter indstilling fra KL.
-
2 medlemmer fra erhvervslivet.
-
1 medlem, som er turismeforsker.