§ Lov om tilskud til fremme af vedvarende energi i virksomheders produktionsprocesser · kapitel 12 af 18
Kapitel 3 – Administration
LOV nr 607 af 12/06/2013
§ 5. Ansøgning om tilskud indsendes til Energistyrelsen.
Stk. 2. Energistyrelsen kan meddele tilsagn om tilskud for en nærmere fastsat periode.
Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om dokumentation og behandling af ansøgning og tilsagn, herunder om ansøgningsproceduren, ansøgningens form og indhold, tidsfrister, vilkår for tilsagn, vilkår for overdragelse af tilsagn, tillægstilsagn og vilkår for tilskud, der skal gælde for perioden efter udbetaling, herunder regler for kontrol heraf. Ministeren kan desuden fastsætte regler for den dokumentation, ansøgeren skal fremlægge for at opnå tilsagn.
§ 6. Energistyrelsen udbetaler efter ansøgning det tilskud, der er givet tilsagn om efter § 5, når projektet er gennemført og omkostningerne til projektet er afholdt, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om udbetaling af tilskud efter stk. 1 og fastsætte regler om ansøgningsfrister, og hvilken dokumentation ansøgningen skal vedlægges.
§ 7. Tilskudsmodtageren skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud efter loven eller regler udstedt i medfør af loven skal opfyldes, underrette klima-, energi- og bygningsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, hvis betingelserne for tilskud ikke længere er opfyldt.
Stk. 2. Tilskudsmodtageren skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud efter loven eller regler udstedt i medfør heraf skal opfyldes, på forlangende afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat er opfyldt.
§ 8. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation i forbindelse med ansøgning om tilskud, jf. § 5, ansøgning om udbetaling, jf. § 6, underretninger og fremsendelse af erklæringer, jf. § 7, og meddelelse af oplysninger, jf. § 11, som Energistyrelsen eller klima-, energi- og bygningsministeren modtager efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov uden personlig underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med personlig underskrift.
Stk. 5. Klima- energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Klima-, Energi- og Bygningsministeriet eller Energistyrelsen, jf. § 13, som afsender.