Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 145

§ 145. Finanstilsynet kan anmode skifteretten på kapitalselskabets hjemsted om at opløse en kapitalforening, hvis kapitalforeningen ikke har en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken kapitalforeningen kan udpege en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

Stk. 3. Finanstilsynets beslutning om at oversende en kapitalforening til tvangsopløsning i skifteretten offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system.

Stk. 4. Kapitalforeningen skal beholde sit navn med tilføjelsen »under tvangsopløsning«.

Stk. 5. Skifteretten kan udnævne en eller flere likvidatorer. Skifteretten kan tillige udnævne en revisor. For tvangsopløsningen gælder i øvrigt bestemmelserne om likvidation i § 141, således at skifteretten eller den, som retten har bemyndiget hertil, træffer afgørelser i kapitalforeningens forhold. Omkostningerne ved opløsningen betales om fornødent af statskassen.

Stk. 6. Når bobehandlingen er afsluttet, meddeler skifteretten dette til Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, som registrerer kapitalforeningens opløsning i styrelsens it-system.

Stk. 7. I perioden fra kapitalforeningens oversendelse til skifteretten og til der er udpeget en likvidator, må bestyrelsen i kapitalforeningen foretage dispositioner, der er nødvendige, og som kan gennemføres uden skade for kapitalforeningen og dens kreditorer.

Stk. 8. Efter likvidators tiltræden er tidligere medlemmer af bestyrelsen og ledelsen i kapitalforeningens tidligere forvalter forpligtet til at bistå likvidator i fornødent omfang med oplysninger om kapitalforeningens virke frem til likvidationens indtræden. Bestyrelsen og ledelsen i kapitalforeningens forvalter skal herunder give likvidator de oplysninger, som måtte være nødvendige for likvidators vurdering af bestående og fremtidige krav.

Stk. 9. Likvidator kan anmode skifteretten om at indkalde tidligere medlemmer af kapitalforeningens bestyrelse og ledelsen i kapitalforeningens forvalter til møde i skifteretten med henblik på indhentelse af oplysninger i henhold til stk. 8.

Fusion

Kilde: Retsinformation.dk