← Lov om vandplanlægning

§ Lov om vandplanlægning · kapitel 21 af 24

Kapitel 9 – Proces og inddragelse offentligheden

LOV nr 1606 af 26/12/2013

§ 27. Vandområdeplaner efter § 26 skal revideres og ajourføres hvert sjette år.

Stk. 2. Miljøministeren skal senest 3 år før hver planperiode offentliggøre et udkast til arbejdsprogram, der har til formål at orientere om arbejdsprocessen for tilvejebringelsen af vandområdeplanen, herunder en tidsplan for tilvejebringelse af vandområdeplanen samt en redegørelse for høringsprocessen. Ministeren fastsætter en høringsfrist på 6 måneder. Efter udløbet af høringsfristen offentliggør ministeren et endeligt arbejdsprogram.

Stk. 3. Miljøministeren skal senest 2 år før hver planperiode offentliggøre en basisanalyse, jf. § 6.

Stk. 4. Miljøministeren skal senest 2 år før hver planperiode offentliggøre en foreløbig oversigt over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver, som skal løses. Ministeren fastsætter en høringsfrist på 6 måneder. Efter udløbet af høringsfristen offentliggør ministeren en endelig oversigt over de væsentlige vandforvaltningsmæssige opgaver, som skal løses.

Stk. 5. Miljøministeren skal senest 1 år før hver planperiode offentliggøre udkast til vandområdeplaner for planperioden. Ministeren fastsætter en høringsperiode på 6 måneder. Efter udløbet af høringsfristen offentliggør ministeren endelige vandområdeplaner.

§ 28. Miljøministeren skal senest 1 år før hver planperiode offentliggøre udkast til regler om miljømål, jf. § 7, stk. 1, for planperioden. Der fastsættes en høringsfrist på 6 måneder. Efter udløbet af høringsfristen fastsætter ministeren reglerne.

Stk. 2. Udkast til ændring af regler om miljømål fastsat efter stk. 1 skal i offentlig høring i mindst 8 uger, før ændringerne kan fastsættes. I særlige tilfælde kan fristen dog fraviges.

§ 29. Miljøministeren skal senest 1 år før hver planperiode offentliggøre udkast til regler om indsatsprogrammer, jf. § 19, stk. 1, for planperioden. Der fastsættes en høringsfrist på 6 måneder. Efter udløbet af høringsfristen fastsætter ministeren reglerne.

Stk. 2. Udkast til ændring af regler om indsatsprogrammer fastsat efter stk. 1 skal i offentlig høring i mindst 8 uger, før ændringerne kan fastsættes. I særlige tilfælde kan fristen dog fraviges.

§ 30. Miljøministeren udarbejder senest 3 år efter offentliggørelsen af vandområdeplaner eller ajourføring heraf, jf. § 27, stk. 1, for hvert vandområdedistrikt en statusrapport om de fremskridt, der er gjort med gennemførelse af indsatsprogrammet.

Stk. 2. Miljøministeren kan anmode kommunalbestyrelsen om oplysninger til brug for udarbejdelse af statusrapporten, jf. stk. 1, herunder bestemme, i hvilken form oplysningerne skal fremsendes.