§ Lov om Aarhus Letbane · kapitel 8 af 14
Kapitel 1 – Oprettelse af Aarhus Letbane I/S og definition af anlægget
LOV nr 432 af 16/05/2012
§ 1. Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland opretter et interessentskab ved navn Aarhus Letbane I/S. Aarhus Kommune ejer 47,2 pct., transportministeren ejer 47,0 pct., og Region Midtjylland ejer 5,8 pct.
Stk. 2. I selskabet indskyder Aarhus Kommune 500 mio. kr., transportministeren 600 mio. kr. og Region Midtjylland 78 mio. kr. Beløbene er angivet i 2009-priser og pris- og indeksreguleres med statens anlægsindeks.
Stk. 3. Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland stiller vederlagsfrit de arealer til rådighed, der skal anvendes til letbanens blivende anlæg.
Stk. 4. Aarhus Kommune, transportministeren og Region Midtjylland kan efter enstemmig beslutning ændre selskabets navn.
Stk. 5. Stiftelsen af Aarhus Letbane I/S kan i regnskabs- og skattemæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret.
§ 2. Aarhus Letbane I/S forestår anlæg af Aarhus Letbane.
Stk. 2. Aarhus Letbane består af anlæg af en letbanestrækning fra Aarhus H via de bynære havnearealer, herunder en afgrening til Østbanetorvet, via Skejby og Lisbjerg, samt som en mulig option, anlæg af en kort dobbeltsporet strækning mod vest i Lisbjerg, til Lystrup, samt tilpasning af Odderbanen og Grenaabanen til letbanedrift, herunder ombygning af Aarhus H.
Stk. 3. Aarhus Letbanes linjeføring fremgår af bilag 1 og 2.
§ 3. Beskyttelsesmæssige hensyn efter naturbeskyttelsesloven og bevaringsmæssige hensyn efter museumsloven, for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelsen af anlægget nævnt i § 2, varetages alene af transportministeren efter denne lov. Kort over naturlokaliteter og kort over kulturhistoriske forhold, for så vidt angår anlægget nævnt i § 2, fremgår af bilag 3 og 4.