← Arbejdsskadeafgiftsloven

§ Arbejdsskadeafgiftsloven · kapitel 7 af 10

Kapitel 2 – Administrative bestemmelser

LOV nr 1345 af 21/12/2012

§ 4. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal føre et regnskab over indbetalte bidrag efter § 3, stk. 1, nr. 1, som kan danne grundlag for opgørelse af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for kontrol med afgiftens betaling. Regnskabet kan føres i institutionens almindelige forretningsregnskab efter reglerne i bogføringsloven.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal opbevare en kopi af kvitteringer eller andre dokumenter, herunder i elektronisk form, som danner grundlag for afgiftsberegningen. Opbevaringen kan ske elektronisk. Regnskabsmateriale, herunder fakturaer, skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings regnskabsførelse.

§ 5. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal senest den 15. september i afgiftsåret angive og indbetale afgiften. Såfremt den sidste rettidige angivelsesdag er en lørdag eller en søndag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige angivelses- og betalingsdag. Afgiften forfalder til betaling den 1. september i afgiftsåret.

Stk. 3. Ved manglende, mangelfuld eller ikke rettidig angivelse, betaling eller regnskabsførelse efter denne lovs §§ 4 og 5, stk. 2, finder reglerne i opkrævningslovens § 4, stk. 1 og 2, §§ 4 a-8 og § 18 a tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om angivelse og indbetaling af afgiften.