Lov om afgift af husstandsomdelte reklamer (reklameafgiftsloven) § 9

§ 9. Registreringspligtige virksomheder og repræsentanter efter § 5, stk. 1, 3 og 4, skal føre et regnskab, som kan danne grundlag for opgørelse af afgiften, opgørelse af, om afgiften er betalt, og hvorfra og hvortil de afgiftspligtige reklamer er leveret. På forlangende skal der kunne fremskaffes dokumentation for omdelingsområdet.

Stk. 2. Registreringspligtige virksomheder og repræsentanter efter § 5, stk. 1, 3 og 4, er forpligtet til, når de indgår aftale om omdeling af afgiftspligtige reklamer, at udstede en faktura eller et afregningsbilag med følgende indhold:

  1. Udstedelsesdato,

  2. fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaudstederens eventuelle momsregistreringsnummer,

  3. udstederens navn og adresse,

  4. aftalepartens navn og adresse,

  5. vægten af den enkelte tryksag,

  6. antal husstande og

  7. omdelingsperioden.

Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for kreditnotaer.

Stk. 4. Virksomhedens regnskabsmateriale skal opbevares i virksomheden, medmindre det kan gøres tilgængeligt for told- og skatteforvaltningen inden for 5 hverdage.

Stk. 5. Regnskabsmateriale, herunder fakturaer, fakturakopier, følgesedler og opgørelser, skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 6. Afgiftspligtige virksomheder, som ikke skal registreres, jf. § 5, stk. 2, skal på forlangende over for told- og skatteforvaltningen kunne dokumentere, at den omdelte mængde målt pr. kalenderår ikke overstiger 200 kg.

Stk. 7. Distributører skal kunne dokumentere, hvis reklamer ikke er omfattet af § 1 eller reklamer er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2-5, eller § 3, stk. 2. Dokumentation kan ske ved en leverandørerklæring fra udgiveren.

Stk. 8. Omdelere omfattet af § 4, stk. 3, skal kunne dokumentere, at virksomheden ikke er omfattet af § 4, stk. 2.

Stk. 9. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afgiftspligtige virksomheders og repræsentanters regnskabsførelse.

Kilde: Retsinformation.dk