§ International bistandsloven · kapitel 7 af 19
KAPITEL I – ALMINDELIGE BESTEMMELSER
LOV nr 118 af 07/02/2012
Artikel 1
Genstand
Dette direktiv fastlægger regler for, hvorledes medlemsstaterne skal bistå ved inddrivelse i en medlemsstat af fordringer som omhandlet i artikel 2, der opstår i en anden medlemsstat.
Artikel 2
Anvendelsesområde
- Dette direktiv finder anvendelse på fordringer vedrørende:
a) alle skatter og afgifter af enhver art, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller dens territoriale eller administrative underenheder, herunder lokale myndigheder eller på vegne af Unionen
b) restitutioner, interventioner og andre foranstaltninger, der helt eller delvis finansieres under Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), herunder de beløb, der opkræves som led i disse foranstaltninger
c) afgifter og told, der opkræves i medfør af den fælles markedsordning for sukker.
- Dette direktivs anvendelsesområde omfatter:
a) administrative sanktioner, bøder, gebyrer og tillægsgebyrer vedrørende fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med stk. 1, og som pålægges af de administrative myndigheder, der har kompetence til at opkræve de pågældende skatter og afgifter eller foretage administrative undersøgelser herom, eller som bekræftes af administrative eller judicielle instanser på anmodning af disse administrative myndigheder
b) gebyrer for attester og lignende dokumenter i forbindelse med administrative procedurer vedrørende skatter og afgifter
c) renter og omkostninger i forbindelse med de fordringer, for hvilke der kan anmodes om gensidig bistand i overensstemmelse med stk. 1 eller med litra a) eller b) i nærværende stykke.
- Dette direktiv finder ikke anvendelse på:
a) obligatoriske socialsikringsbidrag, der skal indbetales til medlemsstaten eller en underenhed i medlemsstaten eller til socialsikringsinstitutioner, der er etableret i henhold til forvaltningsretlige bestemmelser
b) gebyrer, der ikke er omhandlet i stk. 2
c) skyldige beløb af aftaleretlig karakter, såsom betaling for almennyttige offentlige ydelser
d) strafferetlige sanktioner, der pålægges på basis af offentlig retsforfølgning, eller andre strafferetlige sanktioner, der ikke er omfattet af stk. 2, litra a).
Artikel 3
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a) »bistandssøgende myndighed«: et centralt forbindelseskontor, et forbindelseskontor eller en forbindelsesafdeling i en medlemsstat, som fremsætter anmodning om bistand vedrørende en af de i artikel 2 omhandlede fordringer
b) »bistandssøgt myndighed«: et centralt forbindelseskontor, et forbindelseskontor eller en forbindelsesafdeling i en medlemsstat, hvortil en anmodning om bistand rettes
c) »person«:
i) en fysisk person
ii) en juridisk person
iii) når der i henhold til gældende lovgivning er mulighed for det, en sammenslutning af personer, der kan indgå retshandler, men som ikke har status som juridisk person eller
iv) enhver anden retlig konstruktion uanset art og form, med eller uden status som juridisk person, der ejer eller forvalter aktiver, hvoraf der, herunder af indkomst afledt deraf, skal svares en af de skatter, der er omfattet af dette direktiv
d) »ad elektronisk vej«: ved hjælp af edb-udstyr til behandling, herunder digital kompression, og lagring af data og ved anvendelse af kabel, radio, optisk teknologi eller andre elektromagnetiske midler
e) »CCN-netværk«: den fælles platform, der er baseret på Common Communication Network (CCN), og som er udviklet af Unionen til alle elektroniske transmissioner mellem de kompetente myndigheder på told- og skatteområdet.
Artikel 4
Organisatoriske bestemmelser
- Hver medlemsstat giver senest den 20. maj 2010 Kommissionen meddelelse om dens kompetente myndighed eller myndigheder (i det følgende benævnt »kompetent myndighed«) for så vidt angår dette direktiv og meddeler straks Kommissionen eventuelle ændringer heraf.
Kommissionen stiller de modtagne oplysninger til rådighed for de andre medlemsstater og offentliggør en liste over medlemsstaternes kompetente myndigheder i Den Europæiske Unions Tidende.
- Den kompetente myndighed udpeger et centralt forbindelseskontor, som er hovedansvarligt for kontakter med andre medlemsstater i forbindelse med gensidig bistand, der hører under dette direktiv.
Det centrale forbindelseskontor kan også udpeges som ansvarligt for kontakter med Kommissionen.
-
Den kompetente myndighed i hver medlemsstat kan udpege forbindelseskontorer, der er ansvarlige for kontakter med andre medlemsstater i forbindelse med gensidig bistand vedrørende en eller flere bestemte typer eller kategorier af de skatter og afgifter, der er omhandlet i artikel 2.
-
Den kompetente myndighed i hver medlemsstat kan ud over det eller de centrale forbindelseskontorer udpege kontorer som forbindelsesafdelinger. Forbindelsesafdelingerne anmoder om eller yder gensidig bistand i henhold til dette direktiv som led i deres specifikke territoriale eller operationelle kompetencer.
-
Når et forbindelseskontor eller en forbindelsesafdeling modtager en anmodning om gensidig bistand, der kræver foranstaltninger uden for det ansvarsområde, det/den har fået tillagt, sender det/den straks anmodningen til det kompetente kontor eller den kompetente afdeling, hvis dette/denne er bekendt, eller til det centrale forbindelseskontor og underretter den bistandssøgende myndighed herom.
-
Den kompetente myndighed i hver medlemsstat underretter Kommissionen om dens centrale forbindelseskontor og om eventuelle forbindelseskontorer eller forbindelsesafdelinger, som den har udpeget. Kommissionen stiller de modtagne oplysninger til rådighed for medlemsstaterne.
-
Al korrespondance sendes fra eller på vegne af eller, fra sag til sag efter aftale med det centrale forbindelseskontor, som sikrer en effektiv kommunikation.