Lov om CO2-kvoter § 26

§ 26. Driftslederen eller luftfartsoperatøren er ansvarlig for årligt senest den 31. marts at rapportere verificerede udledninger af drivhusgasser for det foregående år fra produktionsenheder eller luftfartsaktiviteter, som denne er ansvarlig for, til klima-, energi- og bygningsministeren.

Stk. 2. Driftslederen eller luftfartsoperatøren er endvidere ansvarlig for, at rapporteringen registreres i EU-registeret inden for fristen i stk. 1.

Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om rapportering.

Stk. 4. Biobrændstoffer og flydende biobrændsler anses udelukkende for at være biomasse og berettiget til at anvende en emissionsfaktor på nul, hvis de er dokumenteret bæredygtige. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om biobrændstoffers og flydende biobrændslers bæredygtighed, herunder om dokumentation af biobrændstoffers og flydende biobrændslers bæredygtighed.

Stk. 5. Hvis en driftsleder eller en luftfartsoperatør ikke rapporterer efter stk. 1, eller hvis driftslederens eller luftfartsoperatørens rapportering efter stk. 1 ikke er foretaget i overensstemmelse med EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov, kan klima-, energi- og bygningsministeren fastsætte produktionsenhedens eller luftfartsaktivitetens drivhusgasudledning. Ministerens fastsættelse af udledningen har samme retsvirkning som en verificeret rapportering efter § 25. Ministerens omkostninger i forbindelse med arbejdet vedrørende fastsættelsen, herunder omkostninger til ministerens indledende arbejde og eventuel sagkyndig bistand, påhviler driftslederen eller luftfartsoperatøren.

Kilde: Retsinformation.dk