Lov om CO2-kvoter § 14

§ 14. Driftslederen skal underrette klima-, energi- og bygningsministeren om forhold af betydning for udledningstilladelsen og for tildelingen af gratiskvoter, herunder alle planlagte ændringer i produktionsenhedens art eller drift eller en eventuel udvidelse eller betydelig reduktion af dens kapacitet, som kan medføre, at tilladelsen eller tildelingen skal ændres.

Stk. 2. Driftslederen kan ikke uden tilladelse fra ministeren overdrage en tilladelse.

Stk. 3. Hvis ministeren ved underretning efter stk. 1 eller på anden vis bliver opmærksom på forhold af betydning for en tilladelse, kan ministeren træffe afgørelse om ændring af tilladelsen eller tilbagekaldelse af tilladelsen eller om, hvorvidt driftslederen skal pålægges at ansøge om en ny tilladelse efter § 12. Den hidtidige tilladelse har gyldighed, indtil ministeren har taget stilling til ansøgningen om en ny tilladelse.

Stk. 4. Ved overdragelse af tilladelsen til en ny driftsleder indtræder denne i enhver forpligtelse vedrørende produktionsenheden efter denne lov på det tidspunkt, hvor ministerens godkendelse af overdragelsen er meddelt.

Kilde: Retsinformation.dk