← Lov om hold af slagtekalkuner

§ Lov om hold af slagtekalkuner · kapitel 1 af 6

Kapitel 1 – Anvendelsesområde m.v.

LOV nr 91 af 09/02/2011

§ 1. Reglerne i denne lov finder anvendelse på bedrifter med slagtekalkuner, der holdes til erhvervsmæssigt formål.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på slagtekalkuner, som anvendes i forbindelse med tekniske og videnskabelige undersøgelser, der udføres under tilsyn af Dyreforsøgstilsynet.

Stk. 3. Justitsministeren kan i særlige tilfælde helt eller delvis undtage bedrifter eller hold af slagtekalkuner fra loven.

§ 2. Ved slagtekalkuner forstås i denne lov kalkuner, som holdes med henblik på slagtning til brug for konsum.

§ 3. Ved siden af reglerne i denne lov finder dyreværnsloven og regler fastsat i medfør af dyreværnsloven anvendelse på enhver bedrift med slagtekalkuner.

§ 4. Reglerne i denne lov er minimumskrav, der altid skal opfyldes, medmindre strengere krav er fastsat i anden lovgivning.

§ 5. Justitsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Den Europæiske Unions direktiver og beslutninger om forsvarlig behandling af slagtekalkuner og om beskyttelse af disse dyrs velfærd. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler, som er nødvendige for anvendelsen af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov. Justitsministeren kan fastsætte regler om fravigelse af reglerne i retsakter nævnt i 1. og 2. pkt., i det omfang disse indeholder adgang hertil.