Lov om investeringsforeninger m.v. § 4
§ 4. Virksomheder skal have tilladelse af Finanstilsynet som investeringsforeninger, jf. dog også § 5, for at kunne udøve virksomhed, som
- består i
a) fra en videre kreds eller offentligheden at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i finansielle instrumenter i overensstemmelse med reglerne i kapitel 13, eller
b) som et masterinstitut, jf. § 3, nr. 21, enten at modtage midler fra en videre kreds eller offentligheden og have et feederinstitut blandt sine medlemmer eller at have mindst to feederinstitutter som medlemmer, og som
- på et medlems anmodning at indløse medlemmets andel af formuen med midler, der hidrører fra formuen.
Stk. 2. En investeringsforening, der modtager midler som masterinstitut,
-
må ikke selv være et feederinstitut,
-
skal inden 3 arbejdsdage underrette Finanstilsynet om navnet på hvert af de feederinstitutter, som den modtager midler fra, og
-
skal sikre feederinstituttet, dets investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, dets depotselskab og de kompetente myndigheder rettidig adgang til alle oplysninger, der kræves i henhold til loven eller andre regler, der er udstedt med henblik på at gennemføre UCITS-direktivet.
Stk. 3. Investeringsforeninger er sammen med de i § 18 nævnte investeringsinstitutter eneberettigede til at henvende sig til en videre kreds eller offentligheden med henblik på at modtage midler til virksomhed som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Investeringsforeninger må kun udøve virksomhed som nævnt i stk. 1 og 3 og § 17 og har eneret og pligt til at benytte »investeringsforening« i deres navn i breve og på andre forretningspapirer, herunder elektroniske meddelelser, og på foreningens hjemmeside, jf. dog § 5, stk. 2. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er investeringsforeninger.
Stk. 5. Investeringsforeninger, der udelukkende investerer i pengemarkedsinstrumenter, skal tilføje »(pengemarkedsforening)« efter deres navn, og afdelinger, der udelukkende investerer i pengemarkedsinstrumenter, skal tilføje »(pengemarkedsafdeling)« efter deres navn. Hvis investeringsforeningen tilføjer »(kort pengemarkedsforening)«, eller en afdeling, der investerer i pengemarkedsinstrumenter, tilføjer »(kort)« til sit navn, skal foreningen eller afdelingen opfylde betingelserne i de bestemmelser, Finanstilsynet udsteder efter § 127.
Stk. 6. En forening, der søger tilladelse efter stk. 1, skal have en formue på mindst 10 mio. kr. i hver afdeling. Immaterielle aktiver medregnes ikke i formuen.
Feederinstitutter
Kilde: Retsinformation.dk