Lov om investeringsforeninger m.v. § 107
§ 107. En forening eller afdeling kan spaltes. Forud for spaltningen skal foreningen offentliggøre en spaltningsplan.
Stk. 2. En spaltning af en forening eller afdeling er ikke gyldig, før Finanstilsynet har godkendt spaltningen.
Stk. 3. En spaltning gennemføres, ved at en del af en forenings eller afdelings aktiver og forpligtelser overdrages til
-
en eller flere bestående foreninger eller afdelinger eller
-
en eller flere nystiftede foreninger eller afdelinger.
Stk. 4. Spaltning kan ske uden kreditorernes samtykke. Såfremt en kreditor i den spaltede forening eller afdeling ikke bliver fyldestgjort, hæfter hver af de ved spaltningen øvrige deltagende enheder solidarisk for forpligtelser, der bestod på tidspunktet for spaltningsplanens offentliggørelse. De øvrige deltagende enheder hæfter dog højst med et beløb svarende til den nettoværdi, de har modtaget ved spaltningen.
Stk. 5. Ved spaltning skal medlemmerne i den spaltede enhed have ombyttet deres andele med andele i en af de fortsættende enheder. Ved ombytningen bliver medlemmerne i den spaltede enhed medlemmer af en af de fortsættende enheder.
Stk. 6. Eventuelt overskydende beløb, der opstår ved ombytning af andele, skal udbetales til medlemmerne af den spaltede enhed.
Kilde: Retsinformation.dk