§ Lov om investeringsforeninger m.v. · kapitel 43 af 50
Kapitel 18 – Fåmandsforeninger
LOV nr 456 af 18/05/2011
§ 161. Fåmandsforeninger er foreninger, der ikke retter henvendelse til en videre kreds eller offentligheden, og som før den 1. juli 2007 blev godkendt af Finanstilsynet til at udøve virksomhed, som består i
-
fra et eller flere medlemmer i foreningen at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i finansielle instrumenter i overensstemmelse med reglerne i kapitel 13-15, jf. dog stk. 2, og
-
at indløse et medlems andel af formuen med midler, der hidrører fra denne, efter vedtægternes bestemmelser herom.
Stk. 2. En godkendt fåmandsforening, der investerer som investeringsinstitutforening, må endvidere
-
anbringe midlerne i andre godkendte fåmandsforeninger,
-
anbringe indtil 10 pct. af sin formue i andre værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter end de i § 120, stk. 1-3, og § 121 nævnte og i anparter i kommanditselskaber og
-
anbringe midlerne i andele i professionelle foreninger, som efter deres vedtægter investerer inden for de grænser, der gælder for godkendte fåmandsforeninger.
Stk. 3. En godkendt fåmandsforening kan alene eller sammen med en eller flere investeringsforeninger, specialforeninger, professionelle foreninger, godkendte fåmandsforeninger eller hedgeforeninger eje et investeringsforvaltningsselskab, der udelukkende og kun på den eller de pågældende foreningers vegne udøver administrations-, investerings- eller markedsføringsvirksomhed.
Stk. 4. Godkendte fåmandsforeninger må kun udøve virksomhed som nævnt i stk. 1-3.
Stk. 5. En godkendt fåmandsforenings finansielle aktiver skal forvaltes og opbevares særskilt for foreningen af et depotselskab, som er godkendt af Finanstilsynet. Depotselskabet skal være et kreditinstitut med hjemsted her i landet eller en herværende filial af et tilsvarende udenlandsk kreditinstitut med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
§ 162. Bestyrelsen for en godkendt fåmandsforening skal påse, at
-
foreningen opfylder kravene i § 161,
-
medlemmerne af foreningens ledelse opfylder kravene i § 176,
-
Finanstilsynet har godkendt foreningens valg af investeringsforvaltningsselskab,
-
Finanstilsynet ikke har bemærkninger til foreningens vedtægter,
-
Finanstilsynet har godkendt foreningens valg af depotselskab og
-
alle foreningens afdelinger har en formue på mindst 10 mio. kr.
Stk. 2. Godkendte fåmandsforeninger skal give Finanstilsynet meddelelse om oprettelse eller ophør af afdelinger.
§ 163. En godkendt fåmandsforening kan ændre status til en professionel forening ved på en generalforsamling at træffe beslutning om at ændre fåmandsforeningens vedtægter, således at vedtægterne opfylder kravene til professionelle foreninger. Foreningen kan herefter lade sig registrere som professionel forening efter bestemmelserne i kapitel 17.
§ 164. Enhver, der ejer en andel af foreningens formue, er medlem af foreningen. Medlemmerne hæfter alene med deres andele.
Stk. 2. En godkendt fåmandsforening skal organiseres i afdelinger, hver baseret på en bestemt del af aktiverne efter vedtægternes bestemmelser herom. Hver afdeling skal have en formue på mindst 10 mio. kr. Immaterielle aktiver kan ikke indgå i formuen.
Stk. 3. Hver afdeling hæfter kun for sine egne forpligtelser. Hver afdeling hæfter dog også for sin andel af de fælles omkostninger. Er der forgæves foretaget retsforfølgning, eller er det på anden måde godtgjort, at en afdeling ikke kan opfylde sine forpligtelser efter 2. pkt., hæfter de øvrige afdelinger solidarisk for afdelingens andel af de fælles omkostninger.
Stk. 4. Enhver andel i en forening eller afdeling skal medføre samme rettigheder. Bestemmelsen i 1. pkt. er dog ikke til hinder for, at
-
der etableres andelsklasser i en afdeling,
-
en afdeling udsteder andele uden ret til udbytte (ex kupon) eller
-
det i vedtægterne bestemmes, at intet medlem kan afgive stemme for mere end en vis procentdel af formuen eller for mere end et bestemt beløb.
§ 165. Reglerne i kapitel 10 finder tilsvarende anvendelse for fåmandsforeninger.
§ 166. Finanstilsynet kan tilbagekalde en fåmandsforenings godkendelse, hvis
-
foreningen anmoder herom,
-
en eller flere af foreningens afdelinger ikke opfylder kravet om minimumsformue og ikke har tilvejebragt den foreskrevne formue inden for en af Finanstilsynet fastsat frist,
-
foreningen ikke længere opfylder betingelserne for at være godkendt,
-
foreningens eller en af afdelingernes virksomhed ikke udøves i en periode på over 6 måneder, eller
-
foreningen eller en af afdelingerne gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler i denne lov eller af regler udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Når Finanstilsynet tilbagekalder en forenings godkendelse, skal foreningen afvikles. Finanstilsynet kan fastsætte en frist for, at der træffes beslutning om en sådan afvikling, jf. § 167. Overskrides fristen, kan Finanstilsynet bestemme, at foreningen skal afvikles.
§ 167. Beslutning om afvikling af en fåmandsforening eller afdeling heraf træffes af generalforsamlingen, jf. dog stk. 2. Generalforsamlingens beslutning skal indeholde bestemmelse om, hvem der skal stå for afviklingen.
Stk. 2. Har en afdeling i en fåmandsforening aldrig optaget medlemmer, kan bestyrelsen træffe beslutning om afvikling af afdelingen. Foreningens bestyrelse eller investeringsforvaltningsselskab skal meddele Finanstilsynet en sådan beslutning.
Stk. 3. Beslutning om, at en afdeling i en fåmandsforening skal overflyttes til en anden fåmandsforening, træffes i den forening, hvor afdelingen overflyttes fra, af generalforsamlingen og i den forening, hvor afdelingen overflyttes til, af bestyrelsen. Bestyrelserne i de to foreninger skal, når en beslutning om overflytning er truffet, orientere Finanstilsynet herom.
§ 168. Beslutning om, at en fåmandsforening eller afdeling heraf skal fusionere, træffes i den ophørende enhed af generalforsamlingen og i den fortsættende enhed af bestyrelsen.
Stk. 2. Beslutning om, at en fåmandsforening eller afdeling heraf skal spaltes, træffes af generalforsamlingen.
§ 169. Investeringsforvaltningsselskabet skal meddele Finanstilsynet, at generalforsamlingen har truffet beslutning om fusion, spaltning eller afvikling, og hvem der er udpeget til at forestå afvikling. Meddelelsen skal være vedlagt referat af den generalforsamling, hvor beslutning blev truffet, og en eventuel afviklingsplan til orientering.
Stk. 2. Når en afvikling af en forening er gennemført, skal investeringsforvaltningsselskabet til Finanstilsynet indsende to eksemplarer af afviklingsregnskabet revideret af foreningens revisorer og en erklæring fra foreningens bestyrelse og investeringsforvaltningsselskabets direktør om, at al gæld er betalt. Finanstilsynet videresender det ene eksemplar af afviklingsregnskabet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Stk. 3. Når en afvikling af en afdeling er gennemført, skal investeringsforvaltningsselskabet til Finanstilsynet indsende en erklæring fra foreningens bestyrelse og investeringsforvaltningsselskabets direktør om, at al gæld er betalt.
§ 170. Bestemmelserne i denne lov om Finanstilsynets beføjelser og om foreningernes pligter over for Finanstilsynet finder tilsvarende anvendelse på foreninger, der er under afvikling.
§ 171. En fåmandsforening skal ved udbud af andele i en forening eller afdeling udarbejde et prospekt. En fåmandsforening skal efter anmodning udlevere prospektet til potentielle og eksisterende investorer.
Stk. 2. De væsentlige dele af prospektet skal løbende ajourføres.
Stk. 3. Et prospekt og ændringer heri skal umiddelbart efter udarbejdelse være modtaget i Finanstilsynet.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om de oplysninger, som et prospekt skal indeholde, og om ajourføring af prospekter.