← Lov om investeringsforeninger m.v.

§ Lov om investeringsforeninger m.v. · kapitel 39 af 50

Kapitel 14 – Spredningsregler for investeringsforeninger

LOV nr 456 af 18/05/2011

Værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter

§ 128. En afdeling af en investeringsforening må højst investere sin formue i værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern inden for følgende grænser:

  1. 5 pct. af afdelingens formue. Denne grænse kan dog forhøjes til 10 pct., hvis den samlede værdi af investeringer, der overstiger 5 pct., ikke overstiger 40 pct. af afdelingens formue. Ved beregning af grænsen på 40 pct. medregnes de af nr. 2-4 omfattede værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter ikke som investeringer, der overstiger 5 pct.

  2. 25 pct. af afdelingens formue i obligationer udstedt af KommuneKredit, obligationer udstedt af Danmarks Skibskredit A/S, realkreditobligationer udstedt af danske realkreditinstitutter og lignende realkreditobligationer udstedt af kreditinstitutter godkendt af et land, der er medlem af Den Europæiske Union, eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, når en kompetent myndighed har meddelt obligationsudstedelserne og udstederne til Kommissionen. Hvis en forening eller en afdeling investerer mere end 5 pct. af sin formue i sådanne obligationer udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern, må den samlede værdi af sådanne investeringer ikke overstige 80 pct. af foreningens eller afdelingens formue.

  3. 25 pct. af afdelingens formue i særligt dækkede obligationer (SDO) og særligt dækkede realkreditobligationer (SDRO) udstedt af danske pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller Danmarks Skibskredit A/S eller i tilsvarende særligt dækkede obligationer udstedt af lignende kreditinstitutter godkendt af et land inden for Den Europæiske Union eller af et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, når en kompetent myndighed har meddelt obligationsudstedelserne og udstederne til Kommissionen. Hvis en forening eller en afdeling investerer mere end 5 pct. af sin formue i sådanne obligationer udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern, må den samlede værdi af sådanne investeringer ikke overstige 80 pct. af foreningens eller afdelingens formue.

  4. 35 pct. af afdelingens formue i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter udstedt eller garanteret af

a) den danske stat,

b) et land inden for den Europæiske Union, et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller et andet land eller

c) en international institution af offentlig karakter, som et eller flere medlemslande deltager i, såfremt værdipapirerne eller pengemarkedsinstrumenterne er godkendt af Finanstilsynet.

§ 129. Uanset spredningsreglen i § 128, stk. 1, nr. 4, kan en afdeling af en investeringsforening dog investere op til 100 pct. af afdelingens formue i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, som er omfattet af § 128, stk. 1, nr. 4, litra a-c, såfremt beholdningen består af værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter fra mindst seks forskellige emissioner og værdipapirerne eller pengemarkedsinstrumenterne fra en og samme emission ikke overstiger 30 pct. af afdelingens formue.

Stk. 2. Såfremt muligheden i stk. 1 anvendes, må en afdeling af en investeringsforening ikke investere i andre finansielle instrumenter udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern.

§ 130. Uanset de spredningsgrænser, der er fastsat i § 128, kan en afdeling af en investeringsforening investere op til 20 pct. af afdelingens formue i aktier eller obligationer, der er udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern, såfremt investeringerne ifølge foreningens vedtægter har til formål at kopiere bestemte aktie- eller obligationsindeks, som godkendes af Finanstilsynet til dette formål.

Stk. 2. Finanstilsynet kan godkende et aktie- eller obligationsindeks, såfremt indekset

  1. har en tilstrækkelig varieret sammensætning,

  2. udgør et passende benchmark for det marked, som det refererer til, og

  3. offentliggøres på en passende måde.

Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at grænsen i stk. 1 kan forhøjes op til 35 pct. af en afdeling af en investeringsforenings formue, når det er berettiget på grund af usædvanlige markedsforhold. Finanstilsynet kan kun tillade investeringer op til denne grænse for en emittent eller emittenter i en koncern.

Stk. 4. En afdeling af en investeringsforening skal, inden 1 måned efter at der er sket ændringer i det indeks, som kopieres, tilpasse sin beholdning af aktier eller obligationer til ændringerne. Hvis det indeks, som foreningen eller afdelingen kopierer, ophører, skal foreningen inden 6 måneder enten have gennemført ændringer af sine vedtægter således, at de kopierer et nyt indeks, eller påbegynde afviklingen af afdelingen.

Stk. 5. Ved investeringer efter stk. 1 og 3 finder §§ 138 og 139 anvendelse.

Indskud

§ 131. En afdeling af en investeringsforening må højst indskyde 20 pct. af sin formue i et kreditinstitut eller i kreditinstitutter i samme koncern. Nyoprettede afdelinger kan dog overskride grænsen i 1. pkt. i op til 6 måneder fra godkendelsesdatoen.

Stk. 2. Ved indskud efter stk. 1 finder § 137 anvendelse.

Afledte finansielle instrumenter

§ 132. En afdeling af en investeringsforening må anvende afledte finansielle instrumenter, som handles på de i § 120, stk. 1 og 2, nævnte markeder, og afledte finansielle instrumenter, som handles OTC, såfremt eksponeringen i de afledte finansielle instrumenters underliggende aktiver og direkte investeringer i samme aktiver over for enkelte emittenter eller emittenter i samme koncern ikke sammenlagt overstiger de placeringsgrænser, som følger af §§ 128,129 og 131.

Stk. 2. Spredningsgrænserne i stk. 1 finder ikke anvendelse, når en investeringsforening eller en afdeling anvender afledte finansielle instrumenter, der er baseret på et indeks, som er godkendt efter § 130, stk. 2.

Stk. 3. Ved investeringer efter stk. 1 og 2 finder §§ 138 og 139 tilsvarende anvendelse. Endvidere finder § 137 anvendelse ved investeringer efter stk. 1.

§ 133. Såfremt en afdeling af en investeringsforening anvender afledte finansielle instrumenter, som handles OTC, må modpartsrisikoen på kontraktmodparten ikke overstige

  1. 10 pct. af foreningens eller afdelingens formue, hvis modparten er et kreditinstitut, der opfylder betingelserne i § 122, stk. 1, eller

  2. 5 pct. af foreningens eller afdelingens formue i andre tilfælde.

Stk. 2. Ved investeringer efter stk. 1 finder § 137 anvendelse.

§ 134. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om opgørelse af risici i forbindelse med afledte finansielle instrumenter.

Andele i andre foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter

§ 135. En afdeling af en investeringsforening må højst investere 20 pct. af sin formue i en og samme forening, afdeling eller investeringsinstitut som nævnt i § 124.

Stk. 2. En afdeling af en investeringsforening må samlet højst investere 30 pct. af sin formue i foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter som nævnt i § 124, stk. 1, nr. 3 og 4.

Stk. 3. Ved investeringer efter stk. 1 finder § 138 tilsvarende anvendelse.

§ 136. Når en afdeling af en investeringsforening investerer i andele i foreninger, afdelinger eller investeringsinstitutter som nævnt i § 124, skal disses beholdninger af instrumenter ikke medregnes ved opgørelsen af placeringsgrænserne for investeringsforeningens eller afdelingens egen beholdning af instrumenter.

Generelle begrænsninger

§ 137. En afdeling af en investeringsforenings investeringer efter § 128, stk. 1, og §§ 131-133 må sammenlagt ikke overstige 35 pct. af investeringsforeningens eller afdelingens formue, når disse instrumenter er udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern. Investeringsforeningen eller afdelingen skal dog altid overholde de enkelte grænser for investeringer, som er fastsat i § 128, stk. 1, og §§ 131-133. Dog må investeringer efter § 128, stk. 1, nr. 1, og §§ 131-133 fortsat sammenlagt ikke overstige 20 pct. af investeringsforeningens eller afdelingens formue, når disse instrumenter er udstedt af samme emittent eller emittenter i samme koncern.

§ 138. En investeringsforening eller en afdeling af en investeringsforening må ikke i et enkelt aktieselskab erhverve aktier med stemmeret, som giver investeringsforeningen mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på aktieselskabet.

Stk. 2. Flere investeringsforeninger, specialforeninger, hedgeforeninger, fåmandsforeninger eller professionelle foreninger, der har samme bestyrelse eller investeringsforvaltningsselskab, må ikke tilsammen kunne udøve en betydelig indflydelse på et enkelt aktieselskab.

Stk. 3. En investeringsforening eller en afdeling af en investeringsforening må ikke erhverve mere end

  1. 10 pct. af aktierne uden stemmeret fra en og samme emittent,

  2. 10 pct. af obligationerne fra en og samme emittent,

  3. 10 pct. af pengemarkedsinstrumenterne fra en og samme emittent eller

  4. 25 pct. af andelene fra en og samme forening, afdeling eller investeringsinstitut som nævnt i § 124.

Stk. 4. De grænser, der er fastsat i stk. 3, nr. 2-4, skal ikke overholdes ved erhvervelsen, hvis det på dette tidspunkt ikke er muligt at beregne bruttobeløbet for obligationerne eller pengemarkedsinstrumenterne eller nettobeløbet for de udstedte værdipapirer.

§ 139. Begrænsningerne i § 138 finder ikke anvendelse på erhvervelse af:

  1. Værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af

a) den danske stat eller et andet land eller

b) en international institution af offentlig karakter, som et eller flere medlemslande deltager i.

  1. Aktier i selskaber, der udelukkende og kun på den eller de pågældende investeringsforeningers, specialforeningers, hedgeforeningers, professionelle foreningers og godkendte fåmandsforeningers vegne udøver investeringsforvaltnings-, rådgivnings- eller markedsføringsvirksomhed.

§ 140. De i § 120, stk. 4, eller i dette kapitel fastsatte grænser kan overskrides, hvor sådanne overskridelser følger af grunde, som investeringsforeningen eller afdelingen ikke har indflydelse på, eller som følge af at investeringsforeningen eller afdelingen udnytter tegningsrettigheder knyttet til instrumenter, der indgår i investeringsforeningens eller afdelingens formue.

Stk. 2. Såfremt de i § 120, stk. 4, eller i dette kapitel fastsatte grænser overskrides af grunde som nævnt i stk. 1, og nedbringes disse overskridelser ikke senest 8 dage efter overskridelsen, skal investeringsforeningen omgående indberette dette til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan i dette tilfælde undtagelsesvis meddele tilladelse til, at overskridelsen nedbringes over en længere periode, såfremt det er i medlemmernes interesse.

Master-feeder-strukturer

§ 141. En investeringsforening, der indgår i en master-feeder-struktur som feederinstitut, skal investere mindst 85 pct. af sin formue i andele i en anden investeringsforening eller i et investeringsinstitut omfattet af UCITS-direktivet eller en afdeling heraf og op til 15 pct. af sine aktiver i

  1. likvide midler i accessorisk omfang, jf. § 122, stk. 2,

  2. afledte finansielle instrumenter, der kun kan anvendes til afdækningsformål, jf. § 123, eller

  3. løsøre eller fast ejendom, som er væsentlig for den direkte udøvelse af feederinstituttets virksomhed.

Stk. 2. Risikospredningsreglerne i § 4, stk. 1, nr. 1, §§ 128, 131, 135 og 136 og § 138, stk. 3, nr. 4, finder ikke anvendelse for feederinstitutter.

Stk. 3. Ved konstatering af, om et feederinstitut overholder § 132, skal feederinstituttet lægge feederinstituttets direkte eksponering i afledte finansielle instrumenter, jf. stk. 1, nr. 2, sammen med enten

  1. feederinstituttets indirekte eksponering i masterinstituttets faktiske beholdning af afledte finansielle instrumenter eller

  2. feederinstituttets indirekte eksponering i masterinstituttets potentielle maksimale beholdning af afledte finansielle instrumenter i henhold til masterinstituttets vedtægter eller fondsbestemmelser.

Afsnit X

Specialforeningers anbringelse af midler og likviditet m.v.