Fedtafgiftsloven § 12
§ 12. Afgiftsgrundlaget er vægten af mættet fedt i den eller de dækningsafgiftspligtige bestanddele hidrørende fra de afgiftspligtige fødevarer nævnt i § 1, der er medgået til fremstilling af den fødevare, som er modtaget, indført eller solgt ved fjernsalg, jf. dog stk. 2, 2. pkt.
Stk. 2. Den afgiftspligtige skal kunne dokumentere vægten af mættet fedt i de bestanddele, der er medgået til fremstilling af fødevaren, og skal på forlangende fremlægge en erklæring herom fra fabrikanten. For dækningsafgiftspligtige bestanddele som nævnt i § 1, nr. 1, fastlægges afgiftsgrundlaget ved anvendelse af gennemsnitssatserne i bilag 1. For øvrige dækningsafgiftspligtige bestanddele kan fabrikanten ved udarbejdelse af erklæringen anvende offentligt tilgængelige fødevareoplysninger, som fastsætter gennemsnitlige standarder for indholdet af mættet fedt i visse fødevarer, til at fastlægge afgiftsgrundlaget af de dækningsafgiftspligtige bestanddele, der er medgået til fremstilling af fødevaren.
Stk. 3. Kan den afgiftspligtige ikke fremlægge den nævnte fabrikanterklæring, skal der for andre bestanddele end fødevarerne nævnt i § 1, nr. 1, betales dækningsafgift på grundlag af fødevarens totale fedtindhold af såvel mættet som umættet fedt eller, såfremt dette heller ikke kan oplyses, på grundlag af fødevarens nettovægt. Skønner told- og skatteforvaltningen, at dækningsafgiften beregnet i overensstemmelse med stk. 2 ville udgøre et højere beløb end den beregnede afgift på grundlag af det totale fedtindhold eller nettovægten, kan told- og skatteforvaltningen dog fastsætte afgiftsgrundlaget skønsmæssigt.
Opgørelse af afgiftsgrundlaget
Kilde: Retsinformation.dk