Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester § 8
§ 8. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter regler for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om minimumskrav til informationssikkerhed og behandling af persondata i forbindelse med udbuddet af net og tjenester.
Stk. 2. Regler fastsat i medfør af stk. 1 skal bl.a. omfatte krav om følgende:
-
Passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger med henblik på at styre risici for informationssikkerheden i net og tjenester, herunder persondatasikkerheden, og sikre et sikkerhedsniveau, der står i forhold til risici.
-
Underretning af IT- og Telestyrelsen ved brud på informationssikkerheden med væsentlige følger for drift af net eller tjenester og ved brud på persondatasikkerheden. Pligten kan omfatte underretning af andre end IT- og Telestyrelsen under særlige omstændigheder.
Stk. 3. Regler fastsat i medfør af stk. 1 kan endvidere af hensyn til persondatabeskyttelse bl.a. omfatte krav om følgende:
-
A-nummer-visning, automatisk viderestilling og forbrugsopgørelser.
-
Opbevaring og behandling af trafikdata og lokaliseringsdata i forbindelse med elektronisk kommunikation.
Stk. 4. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter nærmere regler om tilsyn med overholdelsen af regler, der fastsættes i medfør af stk. 1, herunder om kontrol med informations- og persondatasikkerheden.
Kilde: Retsinformation.dk