Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester § 59
§ 59. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte regler om, at ejere eller indehavere af råderetten til ledningsnet i bygninger skal give udbydere af elektroniske kommunikationsnet adgang til fælles udnyttelse af ledningsnettet med henblik på etablering af elektroniske kommunikationsnet. Regler, der fastsættes om fælles udnyttelse af ledningsnettet, skal være forholdsmæssige og berettigede under hensyn til formålet i § 1 og hensynene i stk. 2.
Stk. 2. Fælles udnyttelse pålagt efter regler fastsat i henhold til stk. 1 skal være berettiget ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn og kan pålægges, når det ikke vil være rentabelt eller praktisk gennemførligt at anlægge et nyt, funktionelt tilsvarende ledningsnet.
Stk. 3. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte regler om fordeling af omkostningerne forbundet med fælles udnyttelse af ledningsnet i bygninger i henhold til stk. 1 og om fastsættelse af vilkår ved fælles udnyttelse af ledningsnet i bygninger i henhold til stk. 1. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan endvidere fastsætte regler om indsigt i aftaler, tilsyn, alternativ tvistbilæggelse, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang i forbindelse med regler fastsat i medfør af stk. 1.
Kilde: Retsinformation.dk