Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester § 54
§ 54. IT- og Telestyrelsen kan træffe afgørelse om, hvorvidt der i konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om netadgang eller samtrafik i overensstemmelse med forpligtelser pålagt efter § 33, stk. 2, § 41 eller regler udstedt i medfør af § 49. Anmodningen skal være fremsat af en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som kan påberåbe sig eller er omfattet af § 34, stk. 2.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsens afgørelser efter stk. 1 træffes hurtigst muligt, og så vidt muligt senest 4 måneder efter at en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester har indbragt sagen for IT- og Telestyrelsen eller sagen er overgået fra alternativ tvistbilæggelse, jf. stk. 4.
Stk. 3. IT- og Telestyrelsen kan i stedet for at træffe afgørelse efter stk. 1 beslutte, at sager om, hvorvidt der i konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om netadgang og samtrafik, skal overgå til alternativ tvistbilæggelse, hvis IT- og Telestyrelsen skønner, at denne vil være mest egnet til løsning af tvisten. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter nærmere regler om alternativ tvistbilæggelse.
Stk. 4. Hvis en af de implicerede udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i en sag omfattet af stk. 1, der er overgået til alternativ tvistbilæggelse efter stk. 3, anmoder om det, træffer IT- og Telestyrelsen afgørelse i sagen efter stk. 1.
Midlertidige afgørelser m.v.
Kilde: Retsinformation.dk