Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester § 4

§ 4. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte regler med henblik på at forpligte udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til at sikre en række grundlæggende slutbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler  om  levering  af  elektroniske  kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere.

Stk. 2. Regler fastsat i henhold til stk. 1 kan bl.a. omfatte bestemmelser om slutbrugerens ret til en kontrakt, indholdet af kontrakten, terminaludstyr, tekniske grænseflader og klagebehandling. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan herunder fastsætte nærmere regler om pligt til at stille særlige funktioner og faciliteter eventuelt gratis til rådighed for slutbrugerne og til at gøre slutbrugerne opmærksom på disse, om pligt til at oplyse slutbrugerne om mulighederne for at beskytte personoplysninger og om pligt til at videreformidle almennyttige oplysninger om lovlig og ulovlig anvendelse af elektroniske kommunikationstjenester m.v.

Stk. 3. Ved fastsættelsen af regler i henhold til stk. 1 kan ministeren for videnskab, teknologi og udvikling bestemme, at disse kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikkeerhvervsdrivende slutbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan desuden fastsætte nærmere regler om IT- og Telestyrelsens adgang til at dispensere fra kravene.

Stk. 4. IT- og Telestyrelsen kan over for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester fastsætte mindstekrav til kvaliteten af deres elektroniske kommunikationstjenester. Ved fastsættelse af sådanne mindstekrav kan IT- og Telestyrelsen bl.a. specificere, hvilke parametre for tjenesters kvalitet der skal måles.

Stk. 5. IT- og Telestyrelsen kan fastsætte regler med henblik på at forpligte udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere til at offentliggøre oplysninger om priser, standardbetingelser og -vilkår, kvalitet, gebyrer m.v. for de tjenester, de tilbyder, og regler om udbydernes oplysningspligt over for slutbrugeren.

Stk. 6. IT- og Telestyrelsen kan fastsætte regler om krav, som udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere skal opfylde, vedrørende særlige brugergruppers, herunder handicappedes, adgang til elektroniske kommunikationstjenester, valg af udbyder m.v.

Stk. 7. IT- og Telestyrelsen kan fastsætte regler med henblik på at pålægge udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester at sikre slutbrugere adgang til information og videreformidling af information og mulighed for at benytte applikationer og tjenester efter eget valg.

Stk. 8. IT- og Telestyrelsen kan med henblik på at forhindre svig eller bedrageri i forbindelse med brugen af konkrete numre eller tjenester fastsætte regler, der pålægger udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere at spærre adgang til disse numre eller tjenester, og kræve, at udbyderen tilbageholder relevante indtægter fra samtrafik eller andre tjenester.

Kilde: Retsinformation.dk