Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester § 37
§ 37. IT- og Telestyrelsen gennemfører med regelmæssige mellemrum undersøgelser af konkurrencesituationen på telemarkedet (markedsundersøgelser) med henblik på at vurdere behovet for og eventuelt at pålægge forpligtelser efter § 41.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsen gennemfører opdateringer af allerede gennemførte markedsundersøgelser, når det efter IT- og Telestyrelsens vurdering er nødvendigt på baggrund af markedsmæssige eller faktiske forhold.
Stk. 3. Udbydere med en stærk markedsposition, der er pålagt forpligtelser, jf. § 41, skal underrette IT- og Telestyrelsen om beslutninger om organisatoriske eller strukturelle ændringer af væsentlig betydning for de pålagte forpligtelser.
Stk. 4. I tilfælde, hvor IT- og Telestyrelsen ikke inden for de frister, der er fastsat i gældende EU-regulering, kan gennemføre en markedsundersøgelse som nævnt i stk. 1, kan IT- og Telestyrelsen anmode Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation om bistand.
Stk. 5. Markedsundersøgelserne skal foretages sammen med tilsynsmyndigheder i andre lande, når Europa-Kommissionen har udpeget et transnationalt marked.
Markedsafgrænsning
Kilde: Retsinformation.dk