Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester § 27

§ 27. Slutbrugere skal have mulighed for portering af abonnentnumre, senest ved udgangen af den næstfølgende arbejdsdag efter at anmodningen er kommet frem til den afgivende udbyder. Portering af abonnentnumre må dog tidligst ske, når slutbrugerens abonnement hos den udbyder, som skal modtage abonnentnumre, er trådt i kraft.

Stk. 2. En slutbruger, der har anmodet om portering af abonnentnumre, skal ikke afvente udløbet af en eventuel bindingsperiode eller et opsigelsesvarsel, før porteringen effektueres.

Stk. 3. Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal yde slutbrugere rimelig kompensation i tilfælde af forsinket portering og i tilfælde af misbrug af portering foretaget af udbyderen eller på dennes vegne.

Kilde: Retsinformation.dk