Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester § 21
§ 21. IT- og Telestyrelsen udarbejder, bekendtgør og administrerer en samlet dansk nummerplan, der indeholder en fordeling af de samlede nummerressourcer, omfattende numre, nummerserier, koder og adresser, som anvendes i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. IT- og Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for administrationen af den samlede danske nummerplan, herunder bl.a. regler for:
-
Sammenhængen mellem den samlede danske nummerplan og fælles internationale nummer- og adresseplaner.
-
Intern nummerering og adressering i elektroniske kommunikationsnet.
-
Disponering, tildeling, ændring, inddragelse og tilbagekaldelse af numre, nummerserier, koder og adresser.
-
Anvendelse, ibrugtagning og øvrige vilkår for tildeling af numre, nummerserier, koder og adresser.
Stk. 2. I nummerplanen, jf. stk. 1, afsættes bl.a. nummerressourcer til følgende formål:
-
Kortnumre.
-
Udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med særlige takseringsforhold.
-
Reservering med henblik på senere anvendelse, herunder reservering med henblik på omlægning af nummerplanen.
-
Udbud af gratisnumre, hvor opkald sker uden opkalds- eller tidsbaseret taksering af slutbrugeren.
-
Udbud af numre, hvor udbyderen af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester som en integreret del af takseringen for opkaldet tillige varetager registrering af forbruget af en bagvedliggende informations- eller indholdstjeneste samt fakturering og opkrævning for denne hos slutbrugeren.
Stk. 3. Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester må ikke anvende opkalds- eller tidsbaseret taksering over for den kaldende slutbruger i forbindelse med slutbrugeres opkald til numre som nævnt i stk. 2, nr. 4.
Kilde: Retsinformation.dk