← Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

§ Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester · kapitel 14 af 37

Kapitel 14 – Forpligtelser til brug for regulering af udbydere med en stærk markedsposition

LOV nr 169 af 03/03/2011

Markedsafgørelse

§ 41. I forbindelse med afgørelser, som IT- og Telestyrelsen træffer i henhold til § 40, stk. 1, skal IT- og Telestyrelsen pålægge udbydere med en stærk markedsposition, jf. § 40, en eller flere forpligtelser. IT- og Telestyrelsen fastsætter i den enkelte afgørelse omfang og indhold af forpligtelserne.

Stk. 2. Forpligtelser som anført i stk. 1 kan omfatte:

  1. Netadgang, jf. § 42.

  2. Ikkediskrimination, jf. § 43.

  3. Transparens, jf. § 44.

  4. Regnskabsmæssig opsplitning, jf. § 45.

  5. Priskontrol, jf. § 46.

  6. Funktionel adskillelse, jf. § 47.

Stk. 3. IT- og Telestyrelsen kan i særlige tilfælde og efter indhentelse af samtykke fra Europa-Kommissionen pålægge udbydere med en stærk markedsposition andre forpligtelser end dem, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Uanset stk. 3 kan IT- og Telestyrelsen ved regulering af udbydere med en stærk markedsposition i detailleddet pålægge andre forpligtelser, hvis IT- og Telestyrelsen vurderer, at de forpligtelser, der er nævnt i stk. 2, ikke er egnede til at løse det konkurrenceproblem, der er konstateret efter § 39.

Stk. 5. Samtidig med afgørelse som anført i stk. 1, 3 eller 4 beslutter IT- og Telestyrelsen, hvordan underretningen af udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der berøres heraf, skal ske. Disse udbydere skal underrettes herom i passende tid i forvejen.

Forpligtelse til netadgang

§ 42. Ved forpligtelse til netadgang forstås en forpligtelse til, at udbydere med en stærk markedsposition skal tilbyde faktisk eller virtuel netadgang til nærmere fastsatte dele af udbyderens netelementer, tjenester og associerede faciliteter. Udbyderen kan herunder pålægges at imødekomme rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om netadgang. Forpligtelsen kan bl.a. omfatte:

  1. At give adgang til specifikke netelementer og faciliteter, herunder netelementer, der ikke er aktive, ubundtet adgang til abonnentforbindelser bl.a. med henblik på levering af tjenesterne fast operatørvalg, operatørforvalg og tilbud om videresalg af abonnentforbindelser.

  2. At forhandle med reelle hensigter med udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der ansøger om adgang.

  3. At opretholde adgang til faciliteter, der tidligere er givet adgang til.

  4. At tilbyde bestemte tjenester på engrosbasis til tredjeparters videresalg.

  5. At tilbyde fri adgang til tekniske grænseflader, protokoller eller andre nøgleteknologier, der er afgørende for tjenesternes eller virtuelle nettjenesters interoperabilitet.

  6. At tilbyde samhusning, virtuel samhusning eller andre former for fælles brug af associerede faciliteter, herunder fælles brug af bygninger, adgangsveje til bygninger, kabler i bygninger, master, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, kabelkanaler, ledningskanaler, kabelbrønde og skabe.

  7. At tilbyde bestemte tjenester, der er nødvendige for at sikre interoperabilitet mellem net og forbindelse mellem slutbrugere, herunder faciliteter til intelligente nettjenester eller roaming på mobile net.

  8. At tilbyde adgang til driftsstøttesystemer eller lignende softwaresystemer, der er nødvendige for at skabe reelle konkurrenceforhold.

  9. At tilbyde fysisk eller logisk sammenkobling af kommunikationsnet eller netfaciliteter.

  10. At tilbyde adgang til tilknyttede tjenester såsom tjenester vedrørende identitet, geografisk placering og tilstedeværelse.

Stk. 2. Ved fastsættelse af forpligtelser til netadgang skal IT- og Telestyrelsen navnlig tage hensyn til,

  1. om den igangværende markedsudvikling teknisk og økonomisk muliggør at bruge eller installere konkurrerende faciliteter under hensyntagen til karakteren og typen af de involverede netadgangs- og samtrafikordninger,

  2. om det er praktisk muligt at tilbyde den foreslåede netadgang i betragtning af den forhåndenværende kapacitet,

  3. hvor store startinvesteringer ejeren af faciliteten skal foretage set i forhold til de offentlige investeringer og de risici, der er forbundet hermed,

  4. behovet for at sikre den frie konkurrence på længere sigt, specielt i form af en økonomisk effektiv infrastrukturbaseret konkurrence,

  5. eventuelle relevante intellektuelle rettigheder og

  6. udbuddet af paneuropæiske tjenester.

Forpligtelse til ikkediskrimination

§ 43. Ved forpligtelse til ikkediskrimination forstås en forpligtelse til, at udbydere med en stærk markedsposition skal sikre, at de under tilsvarende forhold tilbyder andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der udbyder tilsvarende tjenester, tilsvarende vilkår og priser, og at de udbyder tjenester og formidler oplysninger til andre på samme vilkår, til samme priser og af samme kvalitet, som gælder for tjenester, der udbydes til udbyderen selv, dennes datterselskaber eller partnere.

Stk. 2. Forpligtelsen i stk. 1 omfatter tillige situationer, hvor tjenester, som udbyderen med en stærk markedsposition udbyder til sig selv eller sine datterselskaber eller partnere, er sammensat af flere produkter, og situationer, hvor sammenlignelige tjenester udbydes i relation til eller indgår som delelementer i forskellige produkter.

Stk. 3. Hvis en udbyder med en stærk markedsposition er pålagt en forpligtelse til transparens, hvor udbyderen er pålagt at offentliggøre oplysninger om nye produkter og kommende ændringer i eksisterende udbud heraf, jf. § 44, kan IT- og Telestyrelsen i en markedsafgørelse stille krav om, at et nyt eller ændret engrosprodukt, som er omfattet af en netadgangsforpligtelse, jf. § 42, ikke må afsættes internt eller eksternt i en fastsat periode.

Forpligtelse til transparens

§ 44. Ved forpligtelse til transparens forstås en forpligtelse til, at udbydere med en stærk markedsposition skal offentliggøre bestemte oplysninger.

Stk. 2. Hvis en udbyder med en stærk markedsposition er pålagt en forpligtelse til ikkediskrimination, jf. § 43, kan udbyderen pålægges at offentliggøre et standardtilbud, der skal være tilstrækkelig ubundtet til at sikre, at andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ikke skal betale for faciliteter, som ikke er nødvendige for den ønskede netadgang, og som indeholder en beskrivelse af de udbudte tjenester opgjort efter enkeltkomponenter og de hertil knyttede vilkår og betingelser, herunder priser.

Stk. 3. Når en udbyder med en stærk markedsposition er pålagt en forpligtelse som anført i § 42, stk. 1, nr. 1, til at give ubundtet netadgang til abonnentforbindelser, skal der offentliggøres et standardtilbud herom. Et sådant standardtilbud skal som minimum indeholde bestemmelser om de forhold, som er angivet i gældende EU-regulering.

Stk. 4. Udbydere med en stærk markedsposition, der er pålagt forpligtelse til at offentliggøre standardtilbud som anført i stk. 2 og 3, skal senest samtidig med offentliggørelsen indsende standardtilbuddet til IT- og Telestyrelsen.

Forpligtelse til regnskabsmæssig opsplitning

§ 45. Ved forpligtelse til regnskabsmæssig opsplitning forstås en forpligtelse til, at udbydere med en stærk markedsposition skal udarbejde regnskaber for bestemte aktiviteter i forbindelse med netadgang.

Stk. 2. Under respekt af regler om tavshedspligt, herunder regler i forvaltningsloven og lov om behandling af personoplysninger, kan IT- og Telestyrelsen offentliggøre regnskabsoplysninger, herunder oplysninger om indtægter.

Forpligtelse til priskontrol

§ 46. Ved forpligtelse til priskontrol forstås en forpligtelse til, at udbydere med en stærk markedsposition skal opfylde krav til prissætningen, som fastsættes i en markedsafgørelse i henhold til § 41, stk. 1.

Stk. 2. Forpligtelse som nævnt i stk. 1 kan pålægges, hvis en markedsanalyse viser, at en udbyder med en stærk markedsposition som følge af utilstrækkelig konkurrence vil kunne opretholde sine priser på et unaturligt højt niveau eller opretholde en prisklemme til skade for slutbrugerne.

Stk. 3. Ved opstilling af krav i henhold til stk. 1 skal der tages hensyn til den forpligtede udbyders investeringer og tillades en rimelig forrentning af den relevante investerede kapital under hensyn til de risici, der er forbundet hermed.

Stk. 4. Ved pålæggelse af en forpligtelse som nævnt i stk. 1 skal det sikres, at alle mekanismer til omkostningsdækning eller metoder, der kan anvendes til at fastlægge priser, sigter mod at fremme effektiviteten og skabe holdbar konkurrence og øgede fordele for slutbrugerne.

Stk. 5. Hvis et elektronisk kommunikationsnet bliver anvendt samtidig til flere tjenester, der ved isoleret anvendelse hver især skal dække omkostningerne ved det elektroniske kommunikationsnet eller dele heraf, skal IT- og Telestyrelsen ved fastsættelsen af prisen for et netadgangsprodukt ved samtidig anvendelse foretage en forholdsmæssig fordeling af de omkostninger, der knytter sig til anvendelsen, mellem udbyderne af netadgangsprodukterne.

Stk. 6. Hvis en udbyder med en stærk markedsposition er pålagt en forpligtelse til priskontrol, jf. stk. 1, kan udbyderen i tilknytning hertil pålægges en forpligtelse til at anvende et omkostningsregnskabssystem til støtte for priskontrollen. Der kan i tilknytning hertil stilles krav om, at udbyderen stiller en beskrivelse af omkostningsregnskabssystemet, der som minimum viser de hovedkategorier, som omkostningerne er samlet i, og de regler, som omkostningerne er fordelt efter, til rådighed for offentligheden.

Stk. 7. Udbyderen med en stærk markedsposition skal lade en af udbyderen uafhængig tredjemand kontrollere, at omkostningsregnskaber udarbejdet i henhold til stk. 6 er udfærdiget i overensstemmelse med den pålagte forpligtelse, og afgive en overensstemmelseserklæring. IT- og Telestyrelsen offentliggør overensstemmelseserklæringen for det enkelte år.

Stk. 8. IT- og Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvilke priskontrolmetoder der kan finde anvendelse, og om udarbejdelse, anvendelse og opdatering af priskontrolmetoder, herunder regler om, hvornår og i hvilket omfang branchen inddrages.

Forpligtelse til funktionel adskillelse

§ 47. Ved forpligtelse til funktionel adskillelse forstås, at en udbyder med en stærk markedsposition, der virker inden for forskellige produktions- eller distributionsled, på et marked skal placere aktiviteter i forbindelse med engrossalget af relevante netadgangsprodukter i en uafhængigt fungerende forretningsenhed.

Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan kun i ekstraordinære tilfælde og efter samtykke fra Europa-Kommissionen pålægge udbydere med en stærk markedsposition en forpligtelse til funktionel adskillelse, hvis

  1. IT- og Telestyrelsen i forbindelse med en analyse, jf. § 39, konstaterer væsentlige og vedvarende konkurrenceproblemer eller markedssvigt i forhold til engrossalget af relevante netadgangsprodukter og

  2. IT- og Telestyrelsen vurderer, at de forpligtelser, der er pålagt i henhold til § 41, stk. 2, nr. 1-5, ikke har kunnet tilvejebringe effektiv konkurrence.

Stk. 3. En forpligtelse til funktionel adskillelse kan bl.a. omfatte:

  1. Udskillelse af relevante afdelinger til nærmere specificerede selvstændige forretningsenheder.

  2. Udskillelse af den særskilte forretningsenheds aktiver og de produkter eller tjenester, der skal leveres af denne forretningsenhed.

  3. Fysisk adskillelse af medarbejdere og ledelse fra øvrige medarbejdere og den øvrige ledelse.

  4. Opstilling af programmer for intern overvågning, som beskriver selskabets tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd.

  5. Opstilling af de organisatoriske tiltag, der skal gennemføres for at sikre personalets uafhængighed i den særskilte forretningsenhed, og den dertil svarende incitamentsstruktur.

  6. Udarbejdelse af regler til sikring af forpligtelsernes overholdelse.

  7. Udarbejdelse af regler til sikring af transparens omkring driftsprocedurer, navnlig over for andre interessenter.