Lov om forbrugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis, længerevarende ferieprodukter m.v. § 5

§ 5. Inden der indgås en aftale som nævnt i § 3, nr. 1-4, skal den erhvervsdrivende på en klar og forståelig måde give forbrugeren følgende oplysninger:

  1. De oplysninger, der er angivet i bilag 1 til loven, når det drejer sig om en timeshareaftale.

  2. De oplysninger, der er angivet i bilag 2 til loven, når det drejer sig om en aftale om et længerevarende ferieprodukt.

  3. De oplysninger, der er angivet i bilag 3 til loven, når det drejer sig om en formidlingsaftale.

  4. De oplysninger, der er angivet i bilag 4 til loven, når det drejer sig om en bytteaftale.

Stk. 2. Oplysningerne nævnt i stk. 1 skal gives vederlagsfrit på papir eller andet varigt medium ved brug af det relevante standardoplysningsskema i lovens bilag 1-4. De oplysninger, som fremgår af del 3 i lovens bilag 1-4, kan dog gives på anden måde end ved brug af det relevante standardoplysningsskemas del 3.

Kilde: Retsinformation.dk