Spilleafgiftsloven § 13

§ 13. Hvis indehaveren af en tilladelse til en spillehal udlodder midler til velgørende formål her i landet eller i et EU- eller EØS-land, gives der et nedslag på 95 pct. i den del af afgiften, der overstiger 31 pct. af bruttospilleindtægten, jf. § 12, stk. 3.

Stk. 2. Ved velgørende formål i stk. 1 forstås:

  1. Velgørende og almennyttige foreninger m.v., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A, eller med formål, som kan omfattes af momslovens § 13, stk. 1, nr. 18.

  2. Kulturelle arrangementer på friluftsscener og i koncertsale med musik og sang, teater med pantomime- og børneforestillinger og pige- og drengegarder i store forlystelsesparker.

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte nedslag i afgiften opgøres for hver enkelt spillehal på tidspunktet for udlodning og opgøres for hver afgiftsperiode.

Stk. 4. Uanset stk. 3 kan der for afgiftsperioder, hvor en spillehal ikke har foretaget udlodning eller ikke har foretaget tilstrækkelig udlodning til at udnytte muligheden for nedslag efter stk. 1 fuldt ud, ske overførsel af uudnyttede nedslag til efterfølgende afgiftsperioder, dog højst tre afgiftsperioder efter udløbet af det regnskabsår, hvori muligheden er opstået.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for udlodning af midler og afgiftsnedslaget.

Spil i forbindelse med offentlige forlystelser

Kilde: Retsinformation.dk