§ Lov om et testcenter for store vindmøller ved Østerild · kapitel 2 af 9
Kapitel 2 – Anlæg af testcenteret m.v.
LOV nr 647 af 15/06/2010
§ 3. Møllepladser anlægges på en nord-syd-gående linje, jf. bilag 1.
Stk. 2. I test- og måleområdet vest for møllepladserne kan der anlægges pladser til målemaster.
Stk. 3. I test- og måleområdet nord og syd for linjen nævnt i stk. 1 kan der opstilles master til lysmarkering og to meteorologimaster.
Stk. 4. Der kan anlægges prøvepladser for mindre vindmøller på linjen nævnt i stk. 1 i perioden frem til, at der opstår behov for at teste vindmøller hver med en totalhøjde på op til 250 m.
§ 4. Der anlægges vejadgang til testområdet, jf. bilag 1. Der kan endvidere anlægges serviceveje og arbejdsarealer.
Stk. 2. Arbejdsarealerne må ikke anvendes til arbejder, der indebærer håndtering af olier, kemikalier, maling og lign., medmindre der er tale om vedligeholdelse af vindmøller og bygninger.
Stk. 3. I testområdet kan der anlægges et fællesareal, der befæstes således, at der ikke kan ske nedsivning til jorden, hvor der kan foretages reparationer, der kræver brug af olie, kemikalier, maling og lign., og hvor spild og regnvand opsamles i en lukket tank.
§ 5. Veje og arbejdsarealer m.v. anlægges med almindelig bundsikring og med et dæklag af stabilgrus.
§ 6. Bygninger til besøgscenter, transformerstation, administration og lager m.v. og et parkeringsareal i tilknytning til testcenteret kan opføres inden for de placeringer, der er vist på bilag 1. Miljøministeren kan stille krav til bygningernes ydre udformning.
Stk. 2. Bygningernes højde må ikke overstige 8,5 m.
Stk. 3. På møllepladser og pladser til målemaster kan der placeres skure på op til 20 m2 til nødvendige installationer.
Stk. 4. Miljøministeren kan tillade, at stk. 1 og 2 fraviges, hvis der er en funktionel begrundelse herfor.
§ 7. Bevillingshaveren af 150 kV-luftledningen mellem transformerstationerne Frøstrup og Nors og bevillingshaveren af 60 kV-luftledningen mellem transformerstationerne Frøstrup og Hanstholm skal inden nettilslutningen af testcenteret fjerne delstrækninger, som krydser test- og måleområdet, og træffe de nødvendige foranstaltninger som følge heraf.
Stk. 2. Dokumenterede meromkostninger ved foranstaltninger, som er nævnt i stk. 1, dækkes af Energinet.dk. Energinet.dk opkræver herefter meromkostningerne hos elforbrugerne gennem Energinet.dk’s tariffer.
§ 8. Miljøministeren kan beslutte, at skov og bevoksning m.v. i testområdet, i måleområdet vest for testområdet og i vindfeltet skal ryddes, i det omfang det er nødvendigt for at anlægge og drive testcenteret. Rydningen kan ske i etaper. Disse områder kan holdes uden træbevoksning.
Stk. 2. Rydningen af skov efter stk. 1 begrænses til 450 ha i alt, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Hvis sikring af opfyldelse af de internationale standarder for vindmålinger tilsiger det, kan miljøministeren give dispensation fra stk. 2 til rydning af yderligere op til 100 ha. Den samlede skovrydning kan ikke overstige 550 ha.
Stk. 4. Miljøministeren skal til erstatning for skov, der er ryddet i henhold til stk. 1, etablere erstatningsskov på statslige og private arealer.
§ 9. Miljøministeren udfører afværgeforanstaltninger af hensyn til yngle- og rasteområder for arter omfattet af bilag 3 til lov om naturbeskyttelse som følge af anlægget og driften af testcenteret.
Stk. 2. Miljøministeren udfører afværgeforanstaltninger for at modvirke, at fugle eller arter omfattet af bilag 3 til lov om naturbeskyttelse forstyrres med skadelig virkning for arten eller bestanden. Miljøministeren foretager endvidere afværgeforanstaltninger af hensyn til fugles æg og reder.
Stk. 3. Miljøministeren udfører afværgeforanstaltninger af hensyn til naturbeskyttelsen i øvrigt.