Godtgørelsesloven § 14

§ 14. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at beregning og udbetaling af godtgørelse og tilskud til befordring efter denne lov varetages af deltagerens arbejdsløshedskasse, uddannelsesstedet eller af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte. Fastsættelsen af regler efter 1. pkt. sker dog efter forhandling med beskæftigelsesministeren, for så vidt angår arbejdsløshedskassernes beregning og udbetaling af godtgørelse og befordringstilskud.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter regler om beregning, udbetaling og administration af godtgørelse og tilskud til befordring efter denne lov, herunder regler om regnskab, tilsyn og revision. Fastsættelsen af regler efter 1. pkt. sker dog efter forhandling med beskæftigelsesministeren, for så vidt angår arbejdsløshedskassernes beregning, udbetaling og administration af godtgørelse og befordringstilskud m.v.

Stk. 3. Både offentlige institutioner og private såvel enkeltpersoner som juridiske personer skal efter anmodning afgive oplysninger til brug for administrationen af godtgørelse og tilskud til befordring efter denne lov, herunder om deltagerens løn i nærmere angivne tidsrum.

Stk. 4. Oplysninger efter stk. 3 kan indhentes af Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, uddannelsesstederne, Undervisningsministeriet, Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte og, for så vidt angår egne medlemmer, af arbejdsløshedskasserne.

Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om beregning og udbetaling af godtgørelse og tilskud til befordring efter stk. 1 og indhentelse af oplysninger efter stk. 4.

Kilde: Retsinformation.dk