← Lov om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v.

§ Lov om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v. · kapitel 5 af 5

Kapitel 5 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

LOV nr 578 af 01/06/2010

§ 9. Loven træder i kraft den 1. august 2010.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan godkende, at forløb, hvor der i en erhvervsuddannelse indgår undervisning på gymnasialt niveau, og som påbegyndes efter lovens ikrafttræden, kan give ret til eux-bevis, uanset at der ikke ved forløbets start er fastsat nærmere regler om forløbet i medfør af § 4. Det er en betingelse for godkendelse efter 1. pkt., at det konkrete forløb, hvad angår fag, niveauer og omfang, opfylder kravene i § 3.

§ 10. I lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 19. maj 2010, foretages følgende ændringer:

  1. I § 4, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »enkelte uddannelser«: », herunder forløb som nævnt i § 33 a«.

  2. Efter § 33 indsættes:

»Kapitel 4 a

Studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux)

§ 33 a. Formålet med studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) er at give unge et tilbud om i forbindelse med gennemførelse af en erhvervsuddannelse at gennemføre studierettet undervisning på gymnasialt niveau og opnå generel studiekompetence.

Stk. 2. En elev, som efter lov om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v. og regler fastsat i medfør heraf gennemfører et forløb, hvor der i en erhvervsuddannelse indgår undervisning på A-, B- og C-niveau (gymnasialt niveau), har ud over ret til bevis for den gennemførte erhvervsuddannelse efter denne lov ret til bevis for at have opnået generel studiekompetence (eux-bevis).

Stk. 3. Forløb som nævnt i stk. 2 kan gennemføres på skoler m.v., der er godkendt til at udbyde den pågældende erhvervsuddannelse, og som har de nødvendige forudsætninger for at udbyde undervisning og afholde prøver på gymnasialt niveau eller har indgået en samarbejdsaftale med en lokal skole, der har sådanne forudsætninger. Undervisningsministeren kan pålægge en skole at ophøre med at tilrettelægge forløb som nævnt i stk. 2, hvis skolen ikke opfylder betingelsen i 1. pkt. eller i øvrigt ikke følger de regler, der er nævnt i stk. 2. Ministeren kan pålægge en anden skole at optage elever, som har påbegyndt et forløb på en skole, der efter pålæg herom efter 2. pkt. ophører med undervisningen.

Stk. 4. For prøveaflæggelse i fag på gymnasialt niveau og for klage herover gælder de regler, der fastsættes i medfør af lov om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v.

§ 33 b. Personer, som har opnået et eux-bevis, eller som har afsluttet en erhvervsuddannelse og som led i erhvervsuddannelsen eller som enkeltfagsundervisning uden for uddannelsen har gennemført mindst et studierettet enkeltfag på mindst C-niveau, har samme ret til optagelse på gymnasiale suppleringskurser (GSK), jf. lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), som personer med en gymnasial eksamen.«

  1. I § 61 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. At en elev opgiver at gennemføre undervisning på gymnasialt niveau som forudsat i uddannelsesaftalen, kan ikke begrunde ophævelse efter stk. 1 eller 2.«

§ 11. I lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, jf. lovbekendtgørelse nr. 842 af 8. september 2009, som ændret ved § 1 i lov nr. 1218 af 14. december 2009, foretages følgende ændring:

  1. I § 5, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 24, stk. 3 og 4,«: »og § 33 a«.

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet i København, den 1. juni 2010

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Tina Nedergaard