§ Lov om Naviair · kapitel 7 af 10
Kapitel 2 – Regnskabs- og revisionsmæssige forhold, investeringsbeslutninger, optagelse af lån og forsikring
LOV nr 529 af 26/05/2010
§ 7. De for aktieselskaber gældende regler i årsregnskabsloven om udarbejdelse og indsendelse af årsrapport m.v., herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Naviair med de ændringer, der følger af denne lov.
Stk. 2. Naviairs årsrapport revideres efter årsregnskabslovens regler af en statsautoriseret revisor og af rigsrevisor. Revisionen udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Den statsautoriserede revisor vælges af transportministeren på virksomhedsmødet, og valget gælder for 1 år ad gangen. Genvalg kan ske.
Stk. 3. Rigsrevisor reviderer endvidere Naviairs regnskaber efter reglerne i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Stk. 4. Den reviderede årsrapport forelægges til godkendelse på virksomhedsmødet.
§ 8. Naviair kan optage lån, herunder driftskreditter, med sikkerhed i egen formue.
Stk. 2. Finansministeren bemyndiges til ved etableringen af Naviair som selvstændig offentlig virksomhed at dække en del af virksomhedens finansieringsbehov ved lån.
§ 9. Naviair skal tegne de for virksomheden nødvendige forsikringer.