← Lov om havstrategi

§ Lov om havstrategi · kapitel 5 af 7

Kapitel 5 – Administrative bestemmelser

LOV nr 522 af 26/05/2010

§ 15. Miljøministeren kan bemyndige en statslig myndighed oprettet under Miljøministeriet eller, efter forhandling med vedkommende minister, andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder om, at afgørelser ikke skal kunne påklages, jf. dog § 19.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.

§ 16. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om:

  1. Basisanalyser, herunder om analysemetoder og metodiske standarder m.v.

  2. Beskrivelser af god miljøtilstand, herunder om, hvilke kriterier og metodiske standarder der skal anvendes ved beskrivelserne.

  3. Fastsættelse af miljømål.

  4. Overvågningsprogrammer, herunder om specifikationer og metodiske standarder for overvågningen.

  5. Indsatsprogrammer.

§ 17. Regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater om fælles foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler til opfyldelse af internationale overenskomster, der indgås i henhold til stk. 1.

§ 18. Statslige, regionale og kommunale myndigheder er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af de miljømål og indsatsprogrammer, der fastsættes efter §§ 12 og 13.

Klage

§ 19. Afgørelser truffet efter §§ 12 og 13 kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet som sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, for så vidt angår processuelle spørgsmål i forbindelse med tilvejebringelsen af havstrategierne.

§ 20. Klageberettiget er følgende:

  1. Enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

  2. Offentlige myndigheder.

  3. Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.

  4. Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

  5. Erhvervsorganisationer, der varetager interesser inden for lovens område.

Stk. 2. Ved klage efter stk. 1, nr. 3-5, kan Natur- og Miljøklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter.

§ 21. Klage skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at basisanalyser, beskrivelser af god miljøtilstand, fastsættelse af miljømål og dertil knyttede indikatorer, overvågningsprogrammer og indsatsprogrammer er offentliggjort. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 2. Klage indgives til miljøministeren, der sender klagen til Natur- og Miljøklagenævnet, jf. § 19, ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

§ 22. En klage har ikke opsættende virkning, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet.