← Etableringsloven

§ Etableringsloven · kapitel 12 af 16

Kapitel 4 – Arbejdsmarkedets Tillægspensions bistand til Udbetaling Danmark

LOV nr 1594 af 22/12/2010

§ 6. Udbetaling Danmarks opgaver varetages med administrativ og teknisk bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Tillægspension leverer bistanden på omkostningsdækket basis. I tilfælde af fejl under udførelsen af administrationen bærer Udbetaling Danmark det økonomiske ansvar. Arbejdsmarkedets Tillægspension har pligt til at begrænse det økonomiske tab samt berigtige fejlen. Arbejdsmarkedets Tillægspension underretter hurtigst muligt bestyrelsen for Udbetaling Danmark om væsentlige fejl.

Stk. 3. Arbejdsmarkedets Tillægspension skal ved valg af elektroniske løsninger og systemer til brug for varetagelse af opgaver omfattet af denne lov i videst muligt omfang påse, at de valgte løsninger og systemer

  1. ikke påvirker omkostningsudviklingen i Udbetaling Danmark uhensigtsmæssigt,

  2. kan integreres med kommunernes øvrige elektroniske løsninger og systemer ved at basere sig på godkendte fællesoffentlige standarder og grænseflader og

  3. passer ind i Arbejdsmarkedets Tillægspensions øvrige systemer, så valget af løsninger ikke påvirker omkostningsudviklingen negativt i den øvrige virksomhed, som Arbejdsmarkedets Tillægspension udøver.

Stk. 4. Ved valg af elektroniske løsninger og systemer, der alene er til brug for løsning af opgaver omfattet af denne lovs § 2, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension inddrage Udbetaling Danmarks bestyrelse i beslutningen.

§ 7. Beskæftigelsesministeren kan på Udbetaling Danmarks sagsbehandlingsområde efter § 2 fastsætte regler om ret til at modtage henvendelser fra Udbetaling Danmark i elektronisk form (digital kommunikation) og herunder fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om udstedelse af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at et sådant dokument i retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig underskrift.