Privatvejsloven § 51
§ 51. Kommunalbestyrelsen fordeler udgifterne mellem de bidragspligtige grundejere på grundlag af
-
ejendommenes facadelængde mod vejen,
-
størrelsen af ejendommenes arealer og
-
måden, hvorpå ejendommene benyttes eller må forventes benyttet, eller den offentlige ejendomsværdi.
Stk. 2. For ejendomme, der ikke er ansat til ejendomsværdi, skal benyttelsesmåden anvendes.
Stk. 3. Ved fordelingen skal det i stk. 1, nr. 1, nævnte kriterium indgå med en vægt af mindst 10 pct., mens kriteriet under nr. 2 og det af kriterierne under nr. 3, som kommunalbestyrelsen vælger, hvert skal indgå med en vægt af mindst 25 pct., jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Indgår ejendomsværdien som kriterium ved fordelingen, skal der i tilfælde, hvor arbejdets udførelse skyldes betydelig eller tung færdsel til eller fra enkelte ejendomme ved vejen, forlods pålægges ejerne af disse et passende særligt bidrag, før de øvrige udgifter fordeles mellem grundejerne.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan fordele udgifterne alene efter størrelsen af ejendommenes arealer eller med ensartede beløb, hvis der i henhold til byplanvedtægt, kommuneplan eller lokalplan kun vil blive tilladt en ganske ensartet benyttelse af de ejendomme, der er omfattet af kommunalbestyrelsens afgørelse, og ingen af ejendommene faktisk benyttes mere intensivt end forudsat i plangrundlaget.
Stk. 6. For ejendomme, der også grænser op til anden privat fællesvej eller offentlig vej, skal kommunalbestyrelsen beregne et passende reduceret bidrag. Det gælder dog ikke, hvis den anden vej er offentlig og ejendommen er fritaget for vejbidrag til denne, fordi der ikke kan opnås direkte adgang til den fra ejendommen på grund af adgangsbestemmelser fastsat efter §§ 72 og 73 i lov om offentlige veje.
Stk. 7. For ejendomme, der benyttes til landbrug, skovbrug eller frilandsgartneri, herunder frugtplantage, og som ikke er udstykket i parceller, kan kommunalbestyrelsen ved fordelingen alene medtage den del af arealet, der ligger højst 40 m fra vejen. Kommunalbestyrelsen kan fravige denne grænse, hvis bestemmelser i lokalplan eller byplanvedtægt om ejendommens fremtidige anvendelse taler for det.
Stk. 8. Reglerne i stk. 1-7 kan fraviges ved aftale mellem kommunalbestyrelsen og de grundejere, der er omfattet af fordelingen.
Kilde: Retsinformation.dk