Privatvejsloven § 49
§ 49. Kommunalbestyrelsen fordeler udgifterne til et samlet arbejde mellem ejerne af tilgrænsende ejendomme med vejret efter reglerne i § 51, jf. dog stk. 2-7.
Stk. 2. Hvis der er andre regler om fordeling af udgifterne i aftaler efter § 55, stk. 2 og 3, skal kommunalbestyrelsen dog fordele udgifterne efter disse.
Stk. 3. Hvis der er grundejere, som i forbindelse med tildeling af vejret er pålagt at afholde en forholdsmæssig del af udgifterne, jf. § 26, stk. 4 og 5, skal kommunalbestyrelsen forlods opkræve denne andel af udgifterne, før de øvrige udgifter fordeles, medmindre disse grundejere inddrages i udgifterne til istandsættelsen efter stk. 7.
Stk. 4. Hvis der i øvrigt er fastsat særlige regler om fordelingen af udgifterne i servitutter, vedtægter for grundejerforeninger el.lign. , kan kommunen fordele udgifterne efter disse regler.
Stk. 5. Hvis kommunalbestyrelsen efter § 45, stk. 2, af hensyn til den almene færdsel på en privat fællesvej bestemmer, at vejen skal istandsættes i en højere standard end den hidtidige, skal kommunen afholde udgifterne hertil.
Stk. 6. Hvis kommunalbestyrelsen efter § 45, stk. 2, i øvrigt bestemmer, at en privat fællesvej skal istandsættes hovedsagelig af hensyn til den almene færdsel på vejen, kan kommunen helt eller delvis afholde udgifterne hertil.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen fordeler udgifterne til et samlet arbejde på veje omfattet af § 45, stk. 7, mellem de vejberettigede grundejere i forhold til deres brug af vejen.
Begrænsninger vedrørende vand- og vejarealer
Kilde: Retsinformation.dk