§ Privatvejsloven · kapitel 30 af 32
Kapitel 14 – Forskellige bestemmelser
LOV nr 1537 af 21/12/2010
Erstatning m.v.
§ 91. Erstatninger efter denne lov fastsættes af taksationsmyndighederne, jf. §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje, hvis der ikke opnås enighed om erstatningen.
Stk. 2. Taksationsmyndighederne afgør endvidere spørgsmål om
-
overtagelse af ejendomme, jf. § 38, stk. 3, og § 65, stk. 3,
-
nedlæggelse eller omlægning af veje, jf. § 75, og
-
bortfald af servitutforpligtelser, jf. § 94, stk. 1 og 2.
Stk. 3. §§ 51-56 og 59-66 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse ved taksationsmyndighedernes sagsbehandling m.v. efter stk. 1 og 2.
§ 92. Kommunalbestyrelsen afholder udgiften til erstatning fastsat i medfør af §§ 29, 38, 40 og 65 og § 72, stk. 3.
Udstykning
§ 93. Kommunalbestyrelsen kan nægte at godkende udstykning m.v., hvis den vil være i strid med en forsvarlig og hensigtsmæssig udformning af vejforholdene.
Bortfald af servitutbestemmelser
§ 94. Den, der efter aftale, servitut eller anden bestemmelse, jf. § 13, stk. 1, og § 46, der er mere end 20 år gammel, er forpligtet til at deltage i vedligeholdelsen eller istandsættelsen af en privat fællesvej eller i betalingen af omkostningerne herved, kan indbringe spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen skal opretholdes, for de taksationsmyndigheder, der er nævnt i § 91. Den pågældende kan også forlange, at kommunalbestyrelsen indbringer sagen for taksationsmyndighederne.
Stk. 2. Hvis taksationsmyndighederne vurderer, at forpligtelsen væsentligt går ud over, hvad der på baggrund af den almindelige samfundsudvikling kunne forventes, da bestemmelsen blev oprettet, kan de bestemme, at forpligtelsen helt eller delvis skal bortfalde, eventuelt mod erstatning.
Stk. 3. Taksationsmyndighederne skal pålægge de parter, der har interesse i sagen, at afholde de udgifter ved taksationsforretningerne, som det påhviler kommunalbestyrelsen at afholde efter § 62, stk. 2, i lov om offentlige veje. Ved fordelingen af udgifterne mellem parterne skal taksationsmyndighederne tage hensyn til, om det har været rimeligt at kræve sagen forelagt for taksationsmyndighederne.
Betingelser
§ 95. Betingelser, der knyttes til tilladelser eller godkendelser efter loven, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår retten er stiftet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at en betingelse tinglyses på modtagerens ejendom for dennes regning.
Politiets bistand
§ 96. Politiet yder i nødvendigt omfang kommunerne bistand i forbindelse med kommunernes udførelse af deres opgaver i henhold til denne lov.
Gennemførelse af internationale konventioner og EU-regler
§ 97. Transportministeren fastsætter regler om gennemførelse eller anvendelse af internationale konventioner og EU-regler om forhold vedrørende veje, der er omfattet af denne lov. Transportministeren kan herunder fastsætte regler om meddelelse af påbud og forbud og om oplysningspligter.