Postlov § 15

§ 15. Transportministeren fastsætter regler om fysiske mål for de forsendelser, der er nævnt i § 14, og om det øvrige indhold af befordringspligten, herunder antallet af omdelingsdage, begrænsninger i postomdelingen, krav til postbetjeningsnettet, service- og kvalitetskrav samt udførelse af ekstern kvalitetsmåling og offentliggørelse heraf.

Stk. 2. Den befordringspligtige postvirksomhed skal for de posttjenester, som er omfattet af § 14, stk. 3, nr. 1-5, anvende takster, som er omkostningsægte, gennemsigtige og ikkediskriminerende.

Stk. 3. Den befordringspligtige postvirksomhed skal anvende landsdækkende enhedstakster for breve og pakker, som indleveres til befordring som enkeltforsendelse.

Stk. 4. Transportministeren godkender takstfastsættelsen for indenlandske, frimærkefrankerede B-breve på op til 50 g, der sendes som enkeltforsendelse.

Stk. 5. Transportministeren kan i tilladelsen til den befordringspligtige postvirksomhed, jf. § 14, stk. 1, fastsætte regler om

  1. at den befordringspligtige postvirksomhed skal overholde beslutninger fra Universal Postal Union (UPU) og internationale aftaler, herunder vedtagne standarder på postområdet, og

  2. betaling af en bod for manglende opfyldelse af tilladelsen, herunder manglende opfyldelse af kvalitetskrav.

Kilde: Retsinformation.dk