Lov om arbejdsskadesikring i Grønland § 60
§ 60. Sikringspligtige arbejdsgivere, jf. § 52, og frivilligt sikrede efter § 52, stk. 2, skal betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, jf. § 66, medmindre de er medlemmer af gruppeforsikringen, jf. §§ 67-69.
Stk. 2. Når Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har overtaget en sikringspligtig arbejdsgivers eller selvstændig erhvervsdrivendes risiko, hæfter Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, selv om den ved fastsættelsen af bidraget er gået ud fra urigtige forudsætninger om risikoens art og omfang.
Stk. 3. Den sikringspligtige, forsikringsselskabet og offentlige myndigheder skal efter anmodning give Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring oplysninger af betydning for fastsættelse af bidrag efter loven. Det samme gælder frivilligt sikrede efter § 52, stk. 2. Pligten til at udlevere oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring gælder ikke, i det omfang der efter anden lovgivning er fastsat en særlig tavshedspligt.
Stk. 4. Til brug ved bidragsopkrævning og behandling af anmeldelser af erhvervssygdomme har Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring elektronisk adgang til stamoplysninger i Arbejdsmarkedets Tillægspensions arbejdsgiver- og personregistre, til oplysninger om arbejdsgivernes indbetalte ATP-bidrag i Arbejdsmarkedets Tillægspensions opkrævningsregister og til arbejdsgiverrelationer og indbetalte ATP-bidrag på personniveau i Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønmodtagerregister.
Kilde: Retsinformation.dk