Lov om arbejdsskadesikring i Grønland § 32

§ 32. Tilkommer der som følge af arbejdsskaden tilskadekomne pension efter de gældende pensionsregler for tjenestemænd i Grønland, nedsættes værdien af tilskadekomnes erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov. Nedsættelsen udgør 2/3 af værdien af det beløb, hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension, der svarer til tjenestealderen på tidspunktet for pensioneringen.

Stk. 2. Medfører arbejdsskaden døden, og tilkommer der de efterladte pension efter de gældende pensionsregler for tjenestemænd i Grønland, nedsættes den løbende årlige ydelse efter denne lov med 2/3 af det beløb, hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension, der svarer til afdødes tjenestealder ved dødsfaldet.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 anvendes tilsvarende på andre erstatningsberettigede efter denne lov, for hvem der er fastsat pensionsregler, der svarer til reglerne for tjenestemænd i Grønland. I disse tilfælde betaler forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring til pensionsgiveren et beløb svarende til det beregnede fradrag i tilskadekomnes eller efterladtes erstatning efter denne lov.

Kilde: Retsinformation.dk