← Lov om arbejdsskadesikring i Grønland

§ Lov om arbejdsskadesikring i Grønland · kapitel 5 af 12

Kapitel 5 – Årslønsfastsættelse og regulering

LOV nr 1528 af 21/12/2010

§ 28. Årslønnen udgøres af tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året før arbejdsskadens indtræden. Årslønnen fastsættes efter et skøn, når særlige ansættelsesforhold gør sig gældende, eller når tilskadekomne på grund af en erhvervssygdom ikke har været beskæftiget til samme løn i hele det foregående år, eller hvis tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller længere periode før datoen for sygdommens anmeldelse.

Stk. 2. I årslønnen medregnes værdien af fri kost og logi og værdien af andre naturalydelser. Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter værdien af kost og logi for personer, der har ophold hos arbejdsgiveren.

Stk. 3. Årslønnen kan ikke sættes højere end 451.000 kr. Beløbet reguleres efter § 29, stk. 1.

Stk. 4. Er tilskadekomne under 18 år eller under uddannelse, kan der ved årslønsfastsættelsen tages hensyn til den erhvervsindtægt, der kunne forventes efter det fyldte 18. år eller efter uddannelsens afslutning, hvis arbejdsskaden ikke havde fundet sted. Årslønnen skal dog ansættes til mindst 55.200 kr., medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede forud for arbejdsskadens indtræden var nedsat i væsentlig grad.

Stk. 5. For selvstændige fangere, fiskere, fåreavlere m.v., der er sikret under gruppeforsikringen, jf. § 67, tillægges et beløb til årslønnen til dækning af værdien af naturalier i form af fangst og produktion m.v. til eget forbrug. Beløbet udgør 1,5 gange satsen, der til enhver tid er gældende for kost pr. dag, jf. stk. 2. Årslønnen kan ikke ansættes til mindre end 55.200 kr., når der bortses fra værdien af fangst og produktion m.v. til eget forbrug.

Stk. 6. I tilfælde, hvor indtægtsforholdene varigt ville have ændret sig væsentligt, såfremt arbejdsskaden ikke var indtrådt, fastsættes årslønnen efter den forventede indtægt fra det tidspunkt, hvor indtægtsforholdene ville have ændret sig.

Stk. 7. Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter nærmere regler for opgørelse af årsløn for selvstændige erhvervsdrivende.

Stk. 8. Til brug ved beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger som løbende ydelse fastsættes en grundløn. Denne beregnes ved at gange den årsløn, der er fastsat efter reglerne i stk. 1-6, med forholdet mellem 55.200 kr. og det minimale årslønsbeløb, der var gældende, da arbejdsskaden indtraf.

§ 29. Mengodtgørelsen, jf. § 22, og den maksimale årsløn, jf. § 28, stk. 3, reguleres efter reglerne i § 25, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring.

Stk. 2. Overgangsbeløbet, jf. § 23, og den minimale årsløn, jf. § 28, stk. 4 og 5, reguleres hvert år pr. 1. januar med en procentsats svarende til ændringen i reguleringsprisindekset for Grønland for juli måned det foregående år i forhold til reguleringsprisindekset for Grønland for juli måned 2009. De herved fremkomne beløb afrundes til det nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

Stk. 3. De løbende ydelser, der er fastsat med udgangspunkt i grundlønnen, jf. § 28, stk. 8, reguleres med samme procentsats som de beløb, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Arbejdsskadestyrelsens direktør bekendtgør hvert år inden udgangen af oktober måned, hvilke reguleringer der skal finde sted. Ændringerne har gyldighed fra den følgende 1. januar.

Stk. 5. Ved fastsættelsen af løbende erstatningsydelse, kapitalisering og godtgørelsesbeløb beregnes erstatningen og godtgørelsen, som om arbejdsskaden var indtruffet på afgørelsestidspunktet.

Stk. 6. Løbende årlig ydelse, der ikke er delelig med 12, forhøjes til det nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 12.