Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter § 9
§ 9. Udbetaling af den hybride kernekapital sker umiddelbart efter aftalens indgåelse.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan indgå aftale om, at udbetalingen finder sted på et senere tidspunkt, dog senest den 31. december 2009.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at fristen i stk. 2 for udbetaling forlænges.
Stk. 4. Et kreditinstitut, der har indgået aftale med staten om indskud af hybrid kernekapital, er forpligtet til at orientere Økonomi- og Erhvervsministeriet, hvis der i perioden mellem tidspunktet for aftaleindgåelsen og tidspunktet for udbetalingen sker væsentlige ændringer i instituttets økonomiske forhold.
Stk. 5. Et kreditinstitut, der har indgået aftale med staten om indskud af hybrid kernekapital, er i perioden frem til udbetaling forpligtet til at orientere Økonomi- og Erhvervsministeriet, såfremt kreditinstituttet ikke længere opfylder lovens solvenskrav, jf. § 4, stk. 1.
Stk. 6. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere vilkår for udbetalingen, herunder regler om, at et kreditinstitut skal betale et udbetalingsgebyr i perioden fra tidspunktet for aftalens indgåelse til tidspunktet for udbetalingen, om ændringer i renteberegningen fra tidspunktet for aftalens indgåelse til tidspunktet for udbetalingen og om særlige aftalevilkår for en eventuel senere udbetaling, jf. stk. 2.
Kilde: Retsinformation.dk