← Lov om radiofrekvenser

§ Lov om radiofrekvenser · kapitel 7 af 14

Kapitel 7 – Anvendelse af radiofrekvenser afsat til radio- eller tv-formål

LOV nr 475 af 12/06/2009

§ 34. Reglerne i §§ 35-37 finder anvendelse på radiofrekvenser, der i frekvensplanen, jf. § 4, er afsat til radio- eller tv-formål.

§ 35. IT- og Telestyrelsen kan udstede tilladelser, jf. §§ 7 og 13, til at anvende radiofrekvenser, der i frekvensplanen, jf. § 4, er afsat til radio- eller tv-formål, til radio- eller tv-formål og til andre formål end radio eller tv.

Stk. 2. Ved udstedelse af tilladelser efter stk. 1 gives tilladelser til radio- eller tv-formål forrang frem for tilladelser til andre formål end radio eller tv.

§ 36. Udstedelse af en tilladelse til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, kan alene ske, hvis ansøgeren har adgang til at udøve programvirksomhed, eller hvis ansøgeren har adgang til at distribuere lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale sendenet i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan kun udstede en tilladelse til radio- eller tv-formål efter § 35, stk. 1, hvis de sendere, som ønskes anvendt, er placeret inden for det geografiske område, hvor ansøgeren har adgang til at udøve programvirksomhed eller til at distribuere lyd- og billedprogrammer.

Stk. 3. Er de ansøgte radiofrekvenser udmeldt af Radio- og tv-nævnet i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller regler udstedt i medfør heraf til brug i et bestemt område, skal de sendere, som ønskes anvendt, være placeret inden for dette område.

Stk. 4. Tilladelser til radio- eller tv-formål udstedt efter § 35, stk. 1, bortfalder, hvis adgangen til at udøve programvirksomhed eller adgangen til at distribuere lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale sendenet i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed bortfalder eller tilbagekaldes tidsubegrænset.

Stk. 5. Efter forhandling mellem ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og kulturministeren kan IT- og Telestyrelsen ved udstedelse af tilladelser til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, ud over vilkår fastsat i medfør af § 14 fastsætte vilkår begrundet i mediepolitiske hensyn.

§ 37. Efter forhandling mellem ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og kulturministeren kan IT- og Telestyrelsen med 1 års varsel tilbagekalde tilladelser til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på at varetage mediepolitiske hensyn.

Stk. 2. Efter forhandling mellem ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og kulturministeren kan IT- og Telestyrelsen med 6 måneders varsel tilbagekalde tilladelser til andre formål end radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på at varetage mediepolitiske hensyn.

§ 38. Der må ikke anvendes radiofrekvenser til udsendelse af radio- eller tv-programmer på det åbne hav eller i luftrummet derover.