Selskabsloven § 9
§ 9. Registreringspligtige oplysninger efter denne lov skal være optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system senest 2 uger efter den retsstiftende beslutning, medmindre andet er bestemt i eller i medfør af denne lov. Hvor anmelder ikke selv forestår registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system, jf. § 12, stk. 2, nr. 1, skal anmeldelse være modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, senest 2 uger efter at den retsstiftende beslutning er truffet.
Stk. 2. Pligten til at sikre, at registrering finder sted, eller at anmeldelse med henblik på registrering meddeles Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, påhviler selskabets centrale ledelsesorgan.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på offentliggørelse af dokumenter og meddelelser m.v., som skal offentliggøres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system. Hvor anmelder ikke selv forestår offentliggørelsen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens it-system, jf. § 12, stk. 2, nr. 2, skal dokumentet eller meddelelsen være modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, senest 2 uger efter at den pågældende begivenhed har fundet sted.
Kilde: Retsinformation.dk