Selskabsloven § 12
§ 12. Anmeldelser, regnskaber og andre dokumenter, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtager i henhold til denne lov, kan være i såvel papirbaseret som elektronisk form, jf. dog stk. 2. Dokumenterne er i retlig henseende ligestillede uanset formen. Hvor det i denne lov er krævet, at et dokument skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved personlig underskrift, ved maskinelt gengivet underskrift eller ved digital eller tilsvarende elektronisk signatur.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter regler om
-
brug af samt anmeldelse og registrering i styrelsens it-system, herunder hvilke forhold anmelder selv kan eller skal registrere,
-
offentliggørelse af dokumenter og meddelelser m.v., herunder hvilke dokumenter mv., anmelder selv kan eller skal offentliggøre i styrelsens it-system,
-
elektronisk indsendelse af dokumenter, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtager i henhold til denne lov, herunder hvilke dokumenter anmelder kan eller skal indsende elektronisk, om indsendelsens form, om krav til de anvendte elektroniske systemer og om anvendelse af elektronisk signatur,
-
hvilke oplysninger der hurtigst muligt skal offentliggøres,
-
hvorvidt oplysninger m.v. skal være offentligt tilgængelige,
-
gebyrer for anmeldelse, udskrifter m.v., for bekendtgørelse, brugen af styrelsens it-system og rykkerskrivelser m.v. ved for sen betaling og
-
betaling af et årligt gebyr for administration af de selskabsretlige regler og for ikke særligt prissatte ydelser.
Kilde: Retsinformation.dk