Vandsektorloven § 19
§ 19. Aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning skal være selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter forbundet med affaldshåndtering efter lov om miljøbeskyttelse samt aktiviteter omfattet af lov om elforsyning, lov om varmeforsyning og lov om naturgasforsyning.
Stk. 2. Et vandselskab skal holde aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning regnskabsmæssigt adskilt.
Stk. 3. Stk. 1 i denne bestemmelse og § 3 i lov om kommunal fjernkøling er ikke til hinder for, at servicefunktioner varetages i et selvstændigt selskab, som også varetager servicefunktioner i forhold til opgaver forbundet med affaldshåndtering efter lov om miljøbeskyttelse samt opgaver omfattet af lov om elforsyning, lov om varmeforsyning og lov om naturgasforsyning.
Stk. 4. Det servicerende selskab skal holde de enkelte vandselskaber og aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning i det enkelte vandselskab regnskabsmæssigt adskilt.
Stk. 5. Aftaler, der indgås af vandselskaber, skal indgås på markedsvilkår.
Stk. 6. De aftaler, der er omfattet af stk. 5, skal foreligge i skriftlig form på aftaletidspunktet. Vandselskabet skal på begæring fra Forsyningssekretariatet forelægge tilstrækkelig dokumentation for, hvordan priser og vilkår for væsentlige aftaler er fastsat.
Stk. 7. Vandselskaber skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver vandselskabets tiltag, for at sikre, at aftaler omfattet af stk. 5 indgås på markedsvilkår, samt sikre, at det kontrolleres på passende måde, om aftalerne indgås på markedsvilkår. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af, at aftalerne indgås på markedsvilkår, skal offentliggøres og indberettes til Forsyningssekretariatet.
Stk. 8. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 7, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.
Kilde: Retsinformation.dk