← Vandsektorloven

§ Vandsektorloven · kapitel 3 af 11

Kapitel 3 – Prisloft

LOV nr 469 af 12/06/2009

§ 6. For vandselskaber omfattet af § 2, stk. 1, fastsættes et prisloft for vandforsyning og et prisloft for spildevandsforsyning, jf. dog § 3.

Stk. 2. Prisloftet fastsættes af Forsyningssekretariatet med udgangspunkt i de historiske priser og korrigeres med et indeks for omkostningsudviklingen, et generelt effektiviseringskrav og et individuelt effektiviseringskrav baseret på vandselskabets benchmarkingresultat.

Stk. 3. Indsender et vandselskab ikke de oplysninger til Forsyningssekretariatet, som vandselskabet har pligt til i henhold til kapitel 2, kan Forsyningssekretariatet lægge erfaringsmæssige værdier for de manglende oplysninger til grund for fastsættelsen af prisloftet.

Stk. 4. Forsyningssekretariatet kan anmode vandselskaberne om de data eller oplysninger ud over de indberetningspligtige, som Forsyningssekretariatet finder relevante for fastsættelsen af prisloftet.

§ 7. Forsyningssekretariatet kan efter ansøgning fra et vandselskab meddele dispensation fra prisloftet. Dispensationen skal angive det ændrede prisloft og varigheden af dette.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om, hvilke oplysninger der skal indgå i ansøgningen, og om behandling af ansøgninger, herunder hvilke forhold der kan begrunde meddelelse af dispensation.

§ 8. Miljøministeren fastsætter regler om prisloftet, herunder om beregningsmetode, og om, hvilke økonomiske og andre oplysninger der skal indgå i fastsættelsen.