§ Vandsektorloven · kapitel 11 af 11
Kapitel 11 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
LOV nr 469 af 12/06/2009
§ 31. Loven træder i kraft den 1. juli 2009, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 4 og 5, § 15, stk. 1, 1. pkt., § 18, stk. 1, og § 37 træder i kraft den 1. januar 2010.
§ 32. Vandselskaber, som er organiseret som kommunale fællesskaber efter § 60 i den kommunale styrelseslov på tidspunktet for lovens ikrafttræden, er ikke omfattet af kravene i § 15, stk. 1, om organisering i aktie- eller anpartsselskabsform.
§ 33. Salg af fast ejendom i forbindelse med salg af en kommunal vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed med henblik på videreførelse af den kommunale virksomhed i selskabsform, jf. § 15, stk. 1, kan ske uden forudgående offentligt udbud, såfremt salget sker senest den 30. juni 2010. Det er en forudsætning, at den faste ejendom anvendes til aktiviteter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning.
§ 34. De kommunalt ansatte tjenestemænd, der gør tjeneste i en kommunal forsyningsvirksomhed omfattet af denne lov på tidspunktet for kommunens etablering af de i medfør af denne lov nødvendiggjorte selskaber til fortsættelse af den nævnte forsyningsvirksomhed, er forpligtet til at gøre tjeneste i et eller flere af disse selskaber med bevarelse af deres ansættelsesforhold til kommunen.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte selskaber tilbyder de i stk. 1 nævnte tjenestemænd overgang til ansættelse i pågældende selskaber.
Stk. 3. Til de tjenestemænd, som ikke ønsker at overgå til ansættelse efter stk. 2, udbetaler kommunen løn m.v. og afholder udgifter til pension i overensstemmelse med herom fastsatte regler.
Stk. 4. En tjenestemand, som i henhold til stk. 3 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, og som i henhold til stk. 1 forpligtes til at gøre tjeneste i det ved denne lov nødvendiggjorte selskab, har ikke som følge heraf krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension. Tjenestemanden har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af etableringen af de ved denne lov nødvendiggjorte selskaber.
Stk. 5. Selskaberne refunderer fra overtagelsen af driften kommunen de lønninger m.v., der udbetales i henhold til stk. 3, og indbetaler efter nærmere aftale med kommunen løbende bidrag til kommunens pensionsforpligtelse for den pensionsalder, tjenestemanden optjener fra overtagelsen.
Stk. 6. De kommunalt ansatte tjenestemænd, der udlånes til et eller flere af de i stk. 1 nævnte selskaber, er berettiget til at deltage på lige fod med medarbejderne i pågældende selskab ved valg af medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen for selskabet og er på tilsvarende måde valgbare til denne, såfremt der efter aktie- eller anpartsselskabslovens almindelige regler er adgang til valg af medarbejderrepræsentanter i pågældende selskab.
§ 35. En fordring, en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed har på den kommune, som virksomheden er en del af, kan uanset aktieselskabslovens regler indskydes i eller overtages af et aktieselskab som nævnt i § 15, stk. 1, hvis kommunen inden den 1. januar 2010 tegner aktier i eller stifter et aktieselskab, som er omfattet af § 15, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.
Stk. 2. En fordring, en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed har på den kommune, som virksomheden er en del af, kan uanset anpartsselskabslovens regler indskydes i eller overtages af et anpartsselskab som nævnt i § 15, stk. 1, hvis kommunen inden den 1. januar 2010 tegner anparter i eller stifter et anpartsselskab, som er omfattet af § 15, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.
Stk. 3. Fordringer omfattet af stk. 1 og 2 skal være indfriet inden den 1. januar 2020.
§ 36. De enkelte vandselskaber fastsætter prisloftet for 2010 efter nærmere fastsatte regler, jf. § 8.
Stk. 2. Forsyningssekretariatet kan efter ansøgning fastsætte tillæg til et vandselskabs prisloft for 2010 efter nærmere regler fastsat af miljøministeren.
§ 37. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at en kommune kan varetage visse administrative opgaver for visse vandselskaber omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, i en overgangsperiode.
§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2009
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Troels Lund Poulsen