Lov om betalingstjenester § 51
§ 51. Brugeren kan opsige en rammeaftale uden varsel, medmindre der er aftalt en opsigelsesfrist. Opsigelsesfristen må ikke overstige 1 måned.
Stk. 2. I forbindelse med indgåelse af en rammeaftale kan det aftales, at udbyderen kan opsige rammeaftalen med mindst 2 måneders varsel ved anvendelse af § 47, stk. 1 og 2.
Stk. 3. Der må ikke opkræves gebyr af brugeren for at opsige en rammeaftale, hvis rammeaftalen er indgået for en tidsbegrænset periode på mere end 6 måneder eller på ubestemt tid og rammeaftalen opsiges efter udløbet af de første 6 måneder.
Stk. 4. Et gebyr i forbindelse med opsigelse af en rammeaftale skal stå i rimeligt forhold til omkostningerne.
Stk. 5. I det omfang der opkræves løbende gebyr for en betalingstjeneste, kan udbyderen af en betalingstjeneste kun opkræve gebyr for perioden frem til rammeaftalens ophør. Forudbetalte gebyrer skal tilbagebetales forholdsmæssigt.
Stk. 6. Ved forudbetalte betalingsmidler kan betaleren få udbetalt en eventuel restværdi, hvis krav herom fremsættes inden 1 år efter rammeaftalens ophør, medmindre omkostningerne ved at udbetale restværdien overstiger restværdien.
Gennemførelse af betalingstransaktioner omfattet af en rammeaftale
Kilde: Retsinformation.dk