Lov om betalingstjenester § 34

§ 34. Et udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde betalingstjenester her i landet gennem en filial, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet med oplysning om filialens navn og adresse, navnene på de personer, der er ansvarlige for filialens ledelse, dens organisationsstruktur, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde gennem filialen, og om, at disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet.

Stk. 2. Hvis Finanstilsynet meddeler, at det har rimelig grund til at formode, at oprettelsen af en filial vil øge risikoen for overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf, kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet afvise at registrere filialen eller annullere registreringen af filialen, hvis registreringen allerede har fundet sted. Filialen kan herefter ikke udbyde betalingstjenester her i landet.

Stk. 3. Filialen skal informere brugerne af betalingstjenester om, at udbyderen er en filial af det udenlandske betalingsinstitut.

Kilde: Retsinformation.dk