Lov om betalingstjenester § 22
§ 22. Betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, og som samtidig udfører andre forretningsaktiviteter, jf. § 11, nr. 3, skal sikre de midler, der er modtaget fra brugerne af betalingstjenester eller modtaget gennem en anden formidler af betalingstjenester som led i gennemførelse af betalingstransaktioner. Hvis midlerne ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, endnu ikke er udbetalt til betalingsmodtageren eller overført til en anden udbyder af betalingstjenester, skal midlerne senest på dette tidspunkt indsættes på en særskilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko. Midlerne må herved ikke kunne gøres til genstand for retsforfølgning fra betalingsinstituttets øvrige kreditorer.
Stk. 2. Betalingsinstituttet kan i stedet for den fremgangsmåde, der er beskrevet i stk. 1, vælge at stille garanti fra et forsikringsselskab eller et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern som betalingsinstituttet. Garantien skal stilles til sikkerhed for de berettigede betalingsmodtagere i henhold til endnu ikke effektuerede betalingstjenester, og garantien skal omfatte ethvert beløb, som ellers skulle være indsat på særskilt konto eller investeret i sikre, likvide aktiver med lav risiko i henhold til stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om sikring af midler i henhold til stk. 1 og 2, herunder om undtagelser til kravet om sikring.
Anvendelse af agenter
Kilde: Retsinformation.dk